Tredje konkurs lurer for HLH Electronics
Den tredje konkurs på bare tre år lurer, og det ikke mindre end 13 måneder efter, at en ny ejerkreds trykkede på reset-knappen for det tidligere HPI Electronics & Cables.
Virksomheden, der tidligere hed HPI Electronics & Cables, har været igennem møllen to gange tidligere. Første gang i september 2011 og næste gang i februar 2013. Og nu lader det til at virksomheden, der nu går under navnet HLH Electronics, igen er i økonomiske vanskeligheder.
- Det omsætningsprovenu, der var forventet og lagt i støbeskeen, kunne vi ikke nå. Og så er der kommet ting frem i lyset, som vi ikke kunne forudse. For et år siden så det rigtig godt ud, da vi gik ind i det. Men virksomheden havde nok lidt for meget last med fra fortiden, og så må vi nok også sige, at der er overkapacitet på markedet, fortæller Jens Hammer Sørensen, bestyrelsesformand for HLH Electronics A/S.
Ingen løn i maj
De første ansatte har allerede meldt sig hos 3F Storebælt og det forventes at de snart vil myldre til, da HLH Electronics har meddelt, at man ikke kan betale løn for majmåned. Endvidere er de ansatte blevet informeret om at man uden held har forsøgt at sælge virksomheden.
Faglig sekretær Benny Petersen hos 3F forklarer at man følger en helt almindelig procedure, hvor man indgiver konkursbegæring og dernæst henter pengene til lønnen hos Lønmodtagernes Garantifond.
Medarbejderne har ifølge Benny Petersen godt 570.000 kr. til gode.