23948sdkhjf

TinyPower til ‘Internet of Things’ får 14 mio. fra InnovationsFonden

Små og robuste strømforsyninger er en afgørende og manglende brik for et potentielt meget stort marked af intelligente devices. Fem danske firmaer går nu sammen med DTU om at udvikle verdens mindste netspændingsstrømforsyninger. InnovationsFonden støtter projektet med 14 millioner kr.
Strømforsyninger, der konverterer netspænding (100-240VAC) til lave DC spændinger, spiller en større og større rolle for LED-baseret lys, intelligente termostater, pumper, vægkontakter, bevægelsessensorer, dørlåse og alarmsystemer. Hvor mikrocontrollere og sensorer er blevet mange gange mindre og kraftigere inden for det sidste årti, er strømforsyningerne sakket agterud.

Størrelsen og prisen på strømforsyningen er blevet en dominerende faktor i mange applikationer. Samtidig indeholder de fleste strømforsyninger store elektrolytkapacitorer, der er dyre, fylder meget og ofte begrænser det samlede produkts levetid. Projektets ambition er at udvikle en netspændingsstrømforsyning, der kan indeholdes i en enkelt IC-pakke, hvor kun få og små eksterne komponenter er nødvendige i det færdige produkt. Det skriver InnovationsFonden i en pressemeddelelse.

- TinyPower-komponenten har potentiale til at blive en nøglekomponent, som drastisk reducerer både størrelse og produktionsomkostninger for milliarder af intelligente devices, forklarer projektets koordinator Jonatan Kutchinsky, direktør i SimpLight ApS i Værløse.

Ivrige efter at komme i gang
- De sidste 4 års forskning har sat DTU Elektro på verdenskortet inden for strømforsyninger. Vores forskning åbner muligheder i ekstremt små, billige og grønne løsninger. Nu er vi klar til at tage næste skridt og integrere vores teknik på chipniveau, fortæller lektor Arnold Knott fra DTU Elektro, og han fortsætter:

- Vores industrielle samarbejdspartnere er ivrige efter at komme i gang med projektet TinyPower, hvor ambitionen er at revolutionere måden, man bygger strømforsyninger på. DTU Elektro har optimale betingelser for at støtte udviklingen, idet vi har ført vores kompetencer sammen inden for effektelektronik og chipdesign.

Samarbejde mellem forskning og industri åbner muligheder
I de seneste år har forskning inden for switch-mode strømforsyninger gjort det muligt at anvende switch-frekvenser på hundreder af MHz, så størrelsen på de passive komponenter (kapacitorer og spoler) kan reduceres dramatisk. Målet er at gøre elektrolytkapacitorer helt unødvendige. Samtidigt kan sjældne jordarter i spolernes magnetiske kerner måske undgås, hvilket er af global strategisk betydning.

- Meget små strømforsyninger i form af en single-chip løsning har strategisk betydning for Servodan, fortæller Tommy Bjerre, CTO hos Servodan A/S, der ligger i Sønderborg.

- At forskning og industri nu kan arbejde sammen om dette danske projekt, vil over de næste 3-4 år give os mulighed for at indlejre nye strategisk vigtige teknologier i vores kompakte produkter, siger Tommy Bjerre.

Udover DTU Elektro, Servodan og SimpLight deltager også DTU Danchip, Noliac A/S, IPU og Viso Systems i projektet, der har et samlet budget på 26 mio. kr. og løber over 3,5 år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102