Solidt 1. kvartal hos GN Store Nord
Med en solid organisk vækst på seks procent, en all time high bruttomargin for første kvartal på 60,9 procent og et driftsresultat på 253 mio. kr. kommer GN Store Nord fornuftigt ud af årets første kvartal.
Første kvartal af 2014 var desuden kvartalet, hvor GN Resound lancerede verdens føsrte Made for iPhone-høreapparater – ReSound LiNX og Beltone First, og de første indikationer herfra ser ifølge selskabet meget lovende ud. Lanceringen har skabt hidtil uset interesse i medierne samt blandt høreapparatsbrugere og forhandlere, lyder det fra GN Store Nord.
- I første kvartal af 2014 har vi haft fokus på lanceringen af vores nye Made for iPhone høreapparater. Jeg er stolt af de yderst innovative produkter, som vi har været i stand til at sende på markedet. Vores lancering har skabt hidtil uset interesse fra medier, høreapparatsbrugere og forhandlere. Det gør mig yderst fortrøstningsfuld med hensyn til vores fremtidige vækstpotentiale, siger Lars Viksmoen, CEO i GN ReSound.
Vækst hos GN Netcom
Også GN Netcom har haft fremgang i første kvartal. GN Netcom opnåede således 15 procent organisk vækst, når der justeres for ekstraordinær omsætning i Kina i første kvartal 2013, og fire procent organisk vækst i rapporterede tal. Driftsresultatet udgjorde 104 mio. kr. imod 119 mio. kr. i samme kvartal sidste år.
GN Netcom har som tidligere udmeldt igangsat flere initiativer for at styrke markedspositionen og udnytte vækstmulighederne i markedet til fulde.
I løbet af kvartalet indgik GN Netcom en aftale med en stor flyproducent om at levere 17.000 - 20.000 Jabra headsets til deres globale udrulning af Unified Communications.
GN Store Nord fastholder sine forventninger til 2014 som angivet i Årsrapport 2013.