PR electronics og RS Components i ny alliance
De to virksomheder har indgået en global distributionsaftale, der blandt andet skal lette adgangen til en stor del af PR Electronics’ produkter via RS Components website.
- Som en ledende distributør af industriel automatik og elektronik har RS erfaringen til på en succesfuld måde at understøtte en stor del af PR Electronics’ produkter online, siger Simon Bisbo, CSO i PR Electronics.
- Vi er glade for dette nye partnerskab. Det er en udvidelse af vores eksisterende, globale netværk af partnere og distributører, og RS eCommerce-løsningen vil give os muligheden for at levere vores produkter og løsninger til en endnu større kundegruppe, forsætter han.
Og også hos RS Components har man store forventninger til det nye samarbejde.
- PR Electronics bruger højpræcisions-teknologi til at designe og fremstille banebrydende produkter, som gør signalbehandling smartere og mere simpel, fortæller Kevin Shield, global category manager, Automation and Control hos RS Components. Og han forsætter:
- Vores hensigt med denne aftale er at gøre det lettere for proces- og vedligeholdelsesingeniører verden over at finde og købe højinnovative og nøjagtige apparater, som eliminerer nedetid og hjælper dem med at styre processen mere intuitivt til den mindste pris.