Robot-borgmester på CareWare-konference
Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard møder op som robot ved åbningen af CareWare 2014, den 5. årlige konference om sundheds- og velfærdsteknologi.
Ældre-området i Aarhus har nemlig fået nye hjerne-cheftræner i form af robotten Silbot 3, som giver borgmesteren mulighed for alligevel at få det første ord på konferencen, der løber af stablen fra 9.-11. april i Aarhus.
- Der er stadig mange, der føler sig fremmedgjort over for moderne velfærdsteknologi og robotter. Med CareWare inviterer vi både fagpersoner, politikere og presse til at komme og oplever velfærdsteknologi, og de frihedsgrader, teknologien kan give den enkelte borger, siger rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive, der åbner konferencen sammen med regionsråds-næstformand Bente Nielsen, sundheds- og omsorgsdirektør Hosea Dutschke samt hospitalsdirektør Gert Sørensen.
Innovation og frihedsteknologi
Robotten Silbot 3 er bare en af de op mod 80 udstillede teknologier, der på hver sin vis gør livet skønnere for borgere inden for rehabiliterings- og ældreområdet.
Mens mange af teknologierne er velafprøvede og velintegrerede, giver CareWares Innovationsområde til gengæld en smagsprøve på morgendagens frihedsteknologiske nyskabelser.
Ni gode ideer er sluppet gennem nåleøjet og er med i kampen om årets Care Ware innovations- og iværksætterpriser, der kåres fredag. I dommerpanelet sidder bl.a. innovationsikon Preben Mejer, og for vinderne er priserne et væsentligt skridt på vejen til en bæredygtig forretning til gavn for både samfund og borgere.
CareWare 2014 arrangeres af Aarhus Kommune og Region Midtjylland i samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed Teknologi i Praksis og Konsulenthuset Sussi Bianco.