Høreforsker modtager pris
Professor Torsten Dau fra DTU Elektro’s Center for Anvendt Høreforskning har som anerkendelse af sin forskning inden for hørelse modtaget Brinchs legat.
Fabrikant Ulrik Brinch og hustru Marie Brinchs legat uddeles på skift til en ’yngre videnskabsmand for fremragende videnskabeligt arbejde inden for henholdsvis medicin, teknik og landbrugsvidenskab’.
- Torsten Dau har opbygget Center for Anvendt Høreforskning, i dag en del af Hearing Systems, og centeret er i dag en central faktor i både høreapparatindustrien og i de videnskabelige kredse. Torsten Dau er også i færd med at etablere det, der sandsynligvis bliver verdens hidtil mest avancerede laboratorium for audiovisuel forskning samtidig med, at de audiologiske forskningsfaciliteter udbygges. Torsten Dau er således både en yngre, erfaren og entreprenant mand, en kapacitet, som vi er særdeles stolte over at have på DTU. Med hædersprisen følger 80.000 kroner, som anerkendelse af dine fremragende resultater og støtte til dit fortsatte videnskabelige arbejde, sagde prorektor Henrik Wegener ifølge nyheden ved prisoverrækkelsen.
Torsten Dau takkede ved prismodtagelsen blandt andet sine kolleger fra den danske høreapparatindustri – heriblandt Oticon, Widex og GN Resound – for deres økonomiske støtte til Center for Anvendt Høreforskning.