EU vedtager udbudsdirektiv
EU’s ministerråd har netop vedtaget det nye udbudsdirektiv, som kommer til at danne grundlag for en dansk udbudslov.
Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Regeringen ønsker at fremlægge et forslag til en dansk udbudslov i næste Folketingssamling og har derfor nedsat et Udbudslovsudvalg. Udvalget har til opgave at udarbejde ”en dansk udbudslov, der skal sikre større klarhed og fleksibilitet for virksomheder og ordregivere, herunder i forhold til nye udbudsformer.”
- Det nye direktiv vil udgøre fundamentet for den danske udbudslov. Reglerne er meget indviklede, men vores ambition er alligevel at lave en lov, som gør det lidt nemmere at gennemføre og deltage i udbud i Danmark, siger formand for Udbudslovsudvalget og vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Kristensen.
Hun fortsætter:
- Hvert år køber det offentlige ind for omkring 300 milliarder kroner. Vi ved, der er et stort potentiale for at skabe mere konkurrence om de offentlige opgaver, og vi ved, at mere konkurrence kan give store gevinster i form af besparelser, bedre kvalitet og mere nytænkning. En dansk udbudslov skal gøre det nemmere at høste de gevinster.