23948sdkhjf

Elektronikindustriens produktion stiger

Selvom den samlede industriproduktionen fik en dårlig afslutning på 2013, steg produktionen hos elektronikindustrien.
Elektronikindustriens produktion steg med 2,7 procent fra tredje til fjerde kvartal 2013. Det viser den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik, hvoraf det også fremgår, at den samlede industriproduktion forblev uændret i samme periode.

På månedsbasis steg produktionen hos elektronikindustrien med 0,9 procent fra november til december. Over en bred kam faldt industriproduktionen dog hos de fleste brancher i det sæsonkorrigerede indeks fra november til december, hvilket bragte den samlede industriproduktion til et fald på 2,9 procent.

Ifølge DI er den samlede industriproduktion steget med 3,1 procent i 2013 set i forhold til 2012, men den svage afslutning på året skuffer alligevel.

- De her tal er godt nok skuffende, og de viser tydeligt, at økonomien fortsat er skrøbelig. Der kan være store månedlige udsving i industriens produktion, men ser man på hele fjerde kvartal, fik 2013 ikke nogen god afslutning, siger økonomisk konsulent i DI Mathias Secher.

Det er især billedet af, at den svage afslutning på 2013 gør sig gældende for en stor del af industrien, som vækker særlig bekymring hos DI.

- De skuffende tal for december ændrer ikke ved, at vi har set en lille bedring af økonomien i 2013, hvor produktionen trods alt var højere end i 2012, men fremgangen må siges at være beskeden, siger Mathias Secher.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094