23948sdkhjf

Rovsing indgår indisk samarbejdsaftale

Den danske leverandør til rumfartsindustrien indgår aftale med det indiske selskab Satcom Technologies om salg på det indiske marked af Rovsings produkter til test af satellitter.
Det oplyser SSBV-Rovsing i en selskabsmeddelelse.

De indiske rumfartsaktiviteter er i hastig vækst. Indien opsender i dag 5-8 satellitter om året, og kompleksiteten af satellitterne øges år for år. Danske Rovsing forsøger nu med indiske Satcom Technologies som samarbejdspartner at få en fod indenfor på det indiske marked for rumfartsteknologi.

I dag udføres alle rumfartsaktiviteter i Indien i regi af ISRO, Indian Space Research Orginazition. Der findes således i Indien ikke industrielle firmaer, som bygger satellitter for ISRO. Alt arbejde vedrørende design, fabrikation og test af satellitter udføres internt i ISRO. Men det er Rovsings håb, at samarbejdsaftalen med Satcom Technologies kan være med til at bringe Rovsing i spil som leverandør til ISRO.

For at undersøge, om der er et reelt marked i Indien for SSBV-Rovsing’s produkter, har Rovsing derfor sammen med Satcom Technologies afholdt et produktpræsentations-arrangement for ISRO i Bangalore i Indien, hvor der deltog i alt 28 ledere og ingeniører fra testafdelingerne i ISRO. Og præsentationen forløb ifølge SSBV-Rovsing over al forventning. ISRO udviste stor interesse for SSBV-Rovsing’s produkter, oplyser det danske selskab.

Derfor har Rovsing nu indgået en aftale med Satcom Technologies for salg af SSBV-Rovsings produkter til ISRO. ISRO er Satcom Technologies største kunde, og Satcom Technologies repræsenterer overfor ISRO et antal førende fabrikanter i Europa og USA.

Selvom ISRO har udvist interesse for Rovsings produkter, kan egentlige ordre først forventes i forbindelse med igangsættelse af nye satellitprogrammer, fremgår det af selskabsmeddelelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096