Gulvet slår selv alarm
De første beboere flyttede den 15. januar ind på Fremtidens Plejehjem i Nørresundby. De kan se frem til en tilværelse med tekniske hjælpemidler, der skaber tryghed og sikkerhed.
Elsi Gulv Sensorsystem sørger for, at lyset tænder, når beboeren stiger ud af sengen. Gulvsystemet registrerer og skelner mellem bevægelser og handlinger via sensorer i en laminatfolie, som placeres under konventionelle gulvbelægninger.
- Der er ingen tvivl om, at gulvsystemet har stor betydning for Fremtidens Plejehjem. Vores plejepersonale får besked, når en beboer stiger ud af sengen. De kan straks hjælpe dem, der har behov for hjælp – uden at forstyrre, de beboere, der kan og vil klare sig selv. I et stort hus betyder det, at vi kan effektivisere vores arbejdsgange og bruge ressourcerne på at yde omsorg og pleje. Systemet øger sikkerheden, fordi vores aften- og nattevagt kan se, hvis beboere forlader deres bolig. Hvis en beboer falder, får personalet ligeledes besked, og det skaber alt sammen tryghed for beboerne og deres pårørende, fortæller Lars Nøhr, udviklingschef Fremtidens Plejehjem.
Stor interesse fra udlandet
Fremtidens Plejehjem har fået meget opmærksomhed fra medier og myndigheder i ind- og udland. Aalborg Care Consortium, som står bag Fremtidens Plejehjem skal være med til at bygge 900 seniorboliger i Kina.
- Vi har mærket stor interesse for vores gulvsystem, og jeg er senest blevet kontaktet af Aalborg Universitet, der gør sig tanker om at inddrage intelligent velfærdsteknologi i deres uddannelsesforløb. Vi skal til at installere gulvsystemet i 66 ældreboliger i Lundbyecentret i Aalborg, og her bliver systemet fuldt integreret med Lindpros FlexCall kaldesystem. Lindpro fokuserer på at kunne levere intelligente og proaktive løsninger, der skaber tryghed, sikkerhed og optimal udnyttelse af plejeressourcer, fortæller Leonard Flint, account manager hos Lindpro.