Stifter trækker sig fra robotvirksomhed
I 2018 skiftede Clionadh Martin jobbet som robotudvikler hos Blue Ocean Robotics ud med en tilværelse som iværksætter, da hun startede selskabet Coalescent Mobile Robotics, der udvikler automatiske løsninger på intern transport i supermarkeder.
Nu har hun besluttet at træde et skridt tilbage. Det meddeler Clionadh Martin i et opslag på Linkedin.
- Det har været den mest fantastiske oplevelse, jeg nogensinde kunne have bedt om, både det gode og det dårlige. Fra at vide ingenting til at udvikle færdighederne til at kunne holde det i gang så længe, sammen med at opbygge et fantastisk multinationalt team, der arbejdede så godt sammen, og gjorde det til en fornøjelse at komme på arbejde hver dag, skriver hun.
Clionadh Martin vil de kommende fire-seks måneder tage ud at rejse og efterfølgende kaste sig over nye projekter.
I efteråret 2023 overgav hun posten som administrerende direktør hos Coalescent Mobile Robotics til Oskar Philip Lauritzen for selv at fortsætte som chief technology officer. I november sidste år trådte hun ligeledes ud af selskabets bestyrelse. Ifølge CVR-registret ejer hun dog stadig aktiemajoriteten i virksomheden.