23948sdkhjf

GPV har en plan B: - Vi har alle antenner ude

Med produktion i Mexico ser danske GPV direkte ind i en mulig handelskrig. Kommunikation med kunder er altafgørende

GPV har en plan B.

Så meget kan CEO Bo Lybæk fortælle om EMS-gigantens tanker om told på varer fra Mexico til USA.

GPV's fabrik i Mexico producerer en stor del af varerne til det amerikanske marked, og derfor kan virksomheden potentielt blive ramt af den toldmur, der nu er sat på pause, men som foreløbigt står til at blive en realitet om en måned.

- Vi har forberedt os på det, siden det blev italesat første gang, siger Bo Lybæk, der dog ikke vil komme konkret ind på, hvad planerne indebærer.

Han fortæller, at USA ikke er GPV's største marked, men virksomheden sælger "en betydelig del til det amerikanske marked".

Ifølge Bo Lybæk servicerer GPV - udover fra Mexico - det amerikanske marked fra Asien, men ikke fra Kina, hvor Trump ikke har sat sine toldplaner på pause. GPV's asiatiske produktion ligger udover i Kina i Thailand og Sri Lanka.

Han mener, at en del af opgaven nu består i at kommunikere klart med kunderne.

- Vores rolle som EMS-virksomhed er at være en integreret del af vores kunders supply chain, så derfor taler vi altid detaljeret med vores kunder. Det har vi også gjort, da der var corona og supply chain-krise. Det er en af de ting, der er sket over tid. Kunderne er mere bevidste om, hvordan man organiserer sin outsourcing, fordi de også har ressourcer bundet op i deres supply chain, siger Bo Lybæk.

Hjælp udefra

Bo Lybæk er selvsagt meget fokuseret på, hvad der der netop nu udgår fra Det Hvide Hus.

- Vi har alle antenner ude. Og vi får naturligvis rådgivning fra nogen, som er tættere på den her virkelighed, end vi er i Danmark, siger GPV-direktøren.

Det drejer sig især om den konkrete udformning af reglerne, som lokale rådgivere i Mexico og USA kan hjælpe med:

- Er der nogle informationer, vi har overset? Eller hvordan nogle af de informationer skal forstås? Når man læser i de her dokumenter fra Det Hvide Hus, så er der en masse ting at sætte sig ind i. Derfor er vi nødt til at få hjælp fra nogen, der forstår det bedre, end vi gør.

GPV har hjemme i Vejle og har dansk produktion i Aars og Tarm. Virksomheden leverer en bred vifte af EMS-ydelser, blandt andet PCBA og box build. Virksomheden har over 8000 ansatte og omsatte i 2023 for over 10 milliarder kroner.

GPV er ejet af industrikonglomeratet Schouw & Co. og blev i 2022 fusioneret med schweiziske Enics, der gjorde GPV til Europas næststørste EMS-virksomhed.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109