23948sdkhjf

Robotdirektør efter fyringer: - Vi omorganiserer vores forretning

120 medarbejdere er blevet afskediget i UR og MIR. UR-direktør tror, at det er det, der skal til for at skabe fornyet vækst

Det er med beklagelse, at adm. direktør Kim Povlsen har måttet sige farvel til omkring 120 medarbejdere globalt i Universal Robots og søsterselskabet MIR. 

120 medarbejdere svarer til 10 procent af den samlede medarbejderstab på omkring 1200 i de to robotfirmaer. Alene i hovedsædet i Odense er der afskediget godt 50 medarbejdere.

De to fynske robotvirksomheder har ikke tidligere været ude i lignende fyringsrunder.

Det er økonomiske udfordringer hos kunderne, som gør, at de er tilbageholdende med at investere i robotter. Det har betydet, at omsætningen hos de to robotfirmaer i 2024 er faldet med 3 procent i forhold til året før. UR og MIR har ellers været vant til høje væksttal hvert år.

- Det udfordrende økonomiske klima har betydet, at vores overordnede vækst ikke har levet op til forventningerne, siger Kim Povlsen.

Tro på fornyet vækst

Væksten er udeblevet på trods af, at de to robotfirmaer har lanceret flere nye produkter i 2024.

- For at imødekomme disse udfordringer strømliner vi vores organisation for at blive mere fleksible. Vi omorganiserer dele af vores forretning ved at lægge vores kommercielle afdelinger i UR og MiR sammen. Det vil forbedre effektiviteten og frigøre midler til at investere i vores strategiske prioriteter. Vi har en stærk tro på, at denne omstrukturering vil levere værdi til vores kunder og partnere og positionere UR og MiR til fornyet vækst i årene, der kommer, siger Kim Povlsen.

Universal Robots og MIR er ejet af amerikanske Teradyne. 

Universal Robots producerer kollaborative robotter (cobots), der bruges i industriproduktion. MIR er producent af transportrobotter til logistiksektoren.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047