23948sdkhjf

Fik en Kina-forskrækkelse og åbnede fabrik i Thailand

Allerede for flere år siden besluttede direktør for Linak, Bent Jensen, at den danske producent af aktuatorer skulle være uafhængig af kinesisk produktion

I foråret 2021 åbnede Linak en spritny fabrik i Chonburi-provinsen, 100 kilometer sydøst for den thailandske hovedstad Bangkok.

Som så mange andre danske industrivirksomheder havde aktuator-producenten ellers etableret produktion i Kina i 00’erne, men i de mellemliggende år har verden forandret sig markant.

- Vi fik jo en Kina-forskrækkelse lang tid før mange andre, og derfor tog vi den beslutning, at vi ville lave en fabrik uden for Kina, for Kina ville vi ikke have til at blive andet end for Kina. De var begyndt at sælge til resten af Asien, Australien og forskellige steder i USA, og det kunne vi ikke se vores fremtid i, fortæller administrerende direktør Bent Jensen, og fortsætter:

- Vi kunne jo se, hvor det kunne bære henad. Vi blev mere og mere afhængige af Kina, og verden blev mere og mere afhængig af Kina. Også de mere politiske ting, der kunne vi se, at de lavede flere og flere tiltag til, at de ville være verdensførende. Vi kunne godt forestille os, at de engang vil gå ind i Taiwan, og så står vi der med den helt store krise.

Linak har dog stadig produktion i Kina med cirka 100 medarbejdere på fabrikken i Shenzhen, men som nævnt har verden ændret, siden den blev åbnet i 2006. Bent Jensen understreger dog, at Kina stadig er et rigtig godt marked for Linaks produkter.

God start i Thailand

For Linak blev løsningen på udfordringen som nævnt Thailand. Bent Jensen er da også godt tilfreds med, at man valgte at investere i netop den fabrik.

- Det er gået godt, og vi ser stor fremtid i den, fordi det er den, der skal overtage hele det asiatiske marked og mere til. Og måske kan den endda blive hjælp til at sende til USA, hvis vi skulle gå hen og få problemer andre steder fra. Så den er vi glade for, lyder det fra Bent Jensen.

Linak havde også kig på Vietnam, da man besluttede sig for at bygge uden for Kina, men niveauet af korruption gjorde, at valget i stedet faldt på Thailand. Til gengæld har man allerede udvidet den thailandske fabrik én gang, og man har også sikret sig arealer til yderligere udvidelser i fremtiden.

Sourcing er en udfordring

Bent Jensen fortæller, at Thailand prismæssigt sagtens kan konkurrere med Kina, men at Linak endnu ikke er der, hvor man har gjort sig helt uafhængig af den kinesiske produktion.

- Som produktionsland er det fint, fordi det er os, der er derude og stille det hele op. Det, de ikke kan endnu, det er, at du ikke kan source så voldsomt i Thailand. I Kina kan du få alt. Du kan jo købe mere i Kina, end du kan købe i Europa. Og du kan få alt, hvad du ønsker og drømmer om af komponenter - det kan du bare source i Kina. Det kan du ikke i Thailand, men så må vi jo så kigge os lidt rundt i andre lande, fortæller Bent Jensen.

Han nævner nabolandet Malaysia, som et af de steder, hvor Linak kan source elektronik-komponenter.

- Vi køber stadigvæk i Kina til vores Thailand-fabrik, men vi køber mindre og mindre. Vi vil helst gøre os helt uafhængige af Kina i Thailand, tilføjer Bent Jensen.

Vil udnytte Kina så godt som muligt

Linak-bossen understreger dog, at den alsiske koncern ikke har nogen planer om at forlade Kina.

- Planen er at udnytte Kina, så godt vi kan, og vi går ikke ud af det kinesiske marked. Vi vil blive ved med at have produktion, så længe det er muligt, og så længe vi kan få pengene hjem, og de ikke er alt for onde ved os. Men vi ved jo ikke, hvad det ender med, siger han.

Til gengæld mener han, at hans intuition var helt rigtig, da han besluttede, at Linak havde brug for et alternativ til at forsyne resten af den asiatiske region. Især set i lyset af de seneste års stigende protektionisme i Kina.

- Det er jeg sgu godt nok blevet meget bekræftet i, at det var en god beslutning, vi tog. Jeg kan da huske, at jeg var ret alene om den her i ledergruppen, og de andre var helt imod det. De kunne slet ikke se, hvorfor vi nu skulle det. Til sidst måtte jeg sige, at det har bestyrelsen besluttet, det skal vi bare. Nå, jamen så gør vi det. Og så gik der nogle år, og det varede jo ikke længe, før de allesammen var enormt glade for, at vi havde gjort det, konstaterer Bent Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063