23948sdkhjf

Ambitiøs batteri-direktør erkender udfordringer i markedet

Kundespecifikke løsninger og lokal fleksibilitet skal tage kampen op med metervarer fra Asien

Fremover skal Jesper Lundqvist og co. drive den danske batteriproducent Viridus Manufacturing videre som et rent dansk selskab.

Her skal forretningen udvides med nye segmenter, og det - håber Jesper Lundqvist - kan på længere sigt sikre Viridus' forretning i kampen mod større producenter fra Asien.

- Vi begynder at få forespørgsler fra nogle andre typer kunder, og det er det, som vi vil prøve at arbejde mere med, siger Jesper Lundqvist, der fungerer som CEO i både Viridus og Promovec, der producerer elcykler.

Og det var netop batterier til elcykler, som Viridus oprindeligt producerede. Men med tiden er kundebasen vokset, så der fra adressen i det nordlige Aarhus også i dag produceres batterier til blandt andet elløbehjul.

Nu oplever Jesper Lundqvist, at der er en stigende efterspørgsel på at få leveret forskellige typer af batterier fra en europæisk producent som Viridus.

Blandt andet begynder der at dukke flere kunder op inden for det industrielle segment, hvor Aarhus-virksomheden leverer batteriløsninger til robotter. Ligeledes ser Jesper Lundqvist en voksende forretning i markedet for leverancer til droner, og på sigt er målet at firedoble Viridus' omsætning.

Lokal tilstedeværelse og fleksibilitet skal sikre kunder

I dag bliver en stor del af batterier til ovennævnte segmenter leveret fra producenter i Asien. Det vil det givetvis også komme til i fremtiden, men Viridus' kompetencer ligger inden for det mere specialiserede felt.

For hos Viridus er det kun selve battericellen, der kan betragtes som en metervare. Selve det mekaniske design og software til integration i kundens produkter er udviklet og produceret i Aarhus, hvor Viridus har 28 ansatte i produktionen.

- Vi laver det hele efter kundens ønsker, og der giver det noget mere fleksibilitet i forhold til blandt andet logistik og udviklingsprocessen med kunden, at vi er i Europa. Der er mange kunder, der er interesserede i det, fordi den proces er nemmere og hurtigere, siger Jesper Lundqvist.

Anerkender udfordringer

Viridus' omsætning er ikke offentlig, men bruttofortjenesten løb i seneste regnskabsår op i knap 7 millioner kroner. Udefra ser målsætningen om firedobling af omsætningen ambitiøs ud, men Jesper Lundqvist forklarer, at forretningen er baseret på langsigtede ordrer.

- Vi har en del projekter, som kan løfte omsætningen. Når vi udvikler sammen med kunderne, kan der ofte gå et år med udvikling, før produktet kommer i produktion og vi får omsætning på det. Så vi kan se, at vi har noget omsætning i pipeline, siger Jesper Lundqvist.

Trods den umiddelbare optimisme, så anerkender Jesper Lundqvist også, at det ikke er nogen dans på roser at være europæisk batteriproducent.

- Der er nogle batteriinitiativer i Europa, men det er også udfordrende. Bare se på Northvolt, de har nogle udfordringer, siger Jesper Lundqvist.

Skal udvikle elmotorer

Jesper Lundqvist fortæller desuden, at Viridus i løbet af 2025 også kommer til at lancere de første prototyper på elmotorer.

I første omgang vil det være såkaldte centermotorer henvendt mod moderselskabet Promovecs elcykler, men på sigt vil han og Viridus også levere til andre typer af kunder.

Viridus Manufacturing er oprindeligt stiftet i 2019 i et joint venture mellem kinesiske Greenway, der nu har frasolgt sin del af forretningen, og netop Promovec.

Promovec har i over 20 år specialiseret sig i elcykler og el-cargocykler og sælger hovedsageligt disse cykler som private label-produkter til OEM-markedet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063