Norsk EMS-kæmpe med svensk stor-udvidelse
Den norske EMS-gigant Kitron, der i har sit danske datterselskab i Horsens, udvider sin svenske produktion markant.
I en selskabsmeddelelse lyder det fra Kitron, at fabrikken i Jönköping skal udvides med 6000 kvadratmeter, så den fremover vil have et samlet areal på 14.000 kvadratmeter.
- Aktivitetsniveauet er højt på Jönköping-fabrikken, og vi ser vækst i de relevante markedssektorer de kommende år. For at håndtere den forventede vækst, har vi brug for mere kapacitet, og udvidelsen er løsningen på dette behov. Resten af teamet og jeg ser frem til, at processen bliver færdiggjort, udtaler Stefan Hansson Mutas, der er managing director for Kitron Sverige.
Kitron har i alt godt 3000 ansatte på verdensplan. Virksomheden meddeleler ikke konkrete ansættelsestal på de forskellige lokationer, men fabrikken i Sverige er blandt de største i virksomheden og stod i 2023 for godt en tredjedel af Kitrons samlede omsætning på 775 millioner euro.
Den svenske fabrik blev etableret i 2016.
Succesfuldt dansk selskab
I Danmark holder Kitron til i Horsens. Selskabet hed gennem mange år BB Electronics og var blandt Danmarks største EMS-virksomheder, da den i 2021 blev solgt til Kitron.
Det daværende BB Electronics havde udover Horsens også aktiviteter i Tjekkiet og Kina, der også nu er en del af Kitron. I sit sidste selvstændige regnskab rundede BB Electronics - inklusiv udenlandske fabrikker - for første gang en milliardomsætning.
Kitron har desuden tilstedeværelse i blandt andet Indien, Tyskland, USA, Polen, Litauen og Malaysia.
Kitron leverer en bred vifte af EMS-løsninger og er især stærke inden for medico, industri, elektrificering, connectivity og forsvar/aerospace.
I begyndelsen af i fjor overtog Jimi Klitholm Sandgreen posten som managing director i Danmark kort tid efter BB Electronics-navnet blev droppet og erstattet af Kitron.