23948sdkhjf

Ejer redder konkursramt lysvirksomhed

Chromaviso er igen på Anders Borrings hænder efter konkursen i november

Dele af lysvirksomheden Chromaviso er reddet efter konkursen i november.

I forbindelse med konkursen slog ejeren Anders Borring fast, at salget ikke havde været stærkt nok, men også at han havde en grundtro på virksomhedens teknologi, og det er da også selvsamme Anders Borring, som nu har overtaget aktiverne i Chromaviso i et nystartet selskab.

Det bekræfter kurator Jens Højmark til Electronic Supply.

- Vi fik det solgt i går. Der har været en masse undersøgelser og forhandlinger, og heldigvis er det lykkedes at redde nogle værdier og knap halvdelen af arbejdspladserne, siger Jens Højmark.

Han fortæller videre, at han endnu ikke helt præcist kan sige, hvor stor en del af tilgodehavenderne, som kreditorerne vil få dækket. Det skal han kigge på de næste uger, lyder det.

Nu skal den nye - og gamle - ejer få driften i gang igen.

- De overtog virksomheden i går, så jeg ved ikke, om det hele er oppe at køre endnu, for der er lidt praktik, som skal på plads. Men de har fået nøglerne, siger Jens Højmark.

Han ved dog endnu ikke præcist, hvordan Chromaviso fremover skal drives videre.

- Men qua at den tidligere enhed gik konkurs, så håber jeg næsten, at man har tænkt sig at lave nogle ændringer, lyder det fra Jens Højmark.

Electronic Supply forsøger at få en kommentar fra Anders Borring.

Knækkede nakken

Erhvervsmanden Anders Borring købte Chromaviso i maj. Her var tanken, at selskabets teknologi inden for døgnrytmelys skulle skaleres fra hospitaler og plejehjem til også at sælges til andre typer arbejdspladser i B2B-markedet.

Det endte dog med en konkurs for tre uger siden.

Her lød det fra Anders Borring, at de oprindelige forretningsområder skulle finansiere den omstilling i produktionen, som de nye forretningsområder krævede. Men det var svært at have uforudsigelige kunder i sundhedsvæsenet:

- Når man leverer til det offentlige, så er det svært for en virksomhed at agere. Man kan næsten kun reagere. Man kan gøre det rigtige, men hvis der er forsinkelser og ikke kommer bevillinger, så er det ude af vores hænder, sagde Anders Borring i november.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.985