23948sdkhjf

Techgiganter tilbyder ministre små skridt mod mindre ulovligt indhold

Google, Meta, Snapchat og TikTok har afleveret handlingsplan mod ulovligt indhold på deres platforme

Fire af verdens største teknologi-virksomheder har mandag afleveret en handleplan til de nordiske justitsministre.

Planen udgør et "lille" skridt mod, at Google, Meta, Snapchat og TikTok tager mere ansvar for at forhindre kriminalitet og ulovligt indhold på deres platforme.

Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde mandag med sine ministerkolleger fra Sverige, Norge og Færøerne.

- Vi forventer, at virksomhederne tager ansvar for, at deres platform ikke er arnested for kriminalitet, siger han.

Ministrene har tidligere mødtes med virksomhederne, der nu er vendt tilbage med lovning om mere konkret handling.

Peter Hummelgaard fremhæver to tiltag, virksomhederne har stillet ministrene i udsigt.

Det ene er, at de vil øge brugen af kunstig intelligens til at scanne indholdet.

- De vil blive endnu bedre til at scanne for al den type indhold, som enten kan incitere til kriminalitet, eller som ligger lige på kanten af ikke at være ulovligt, men i hvert fald inciterer til noget ulovligt, siger Peter Hummelgaard.

Det næste tiltag er, at de vil forsøge at indrette deres algoritmer, så de styrer brugerne væk fra den slags indhold.

Men det er langt fra nok til, at ministrene er tilfredse.

- Vi savner mere konkret handling. For der skal ryddes op, siger Peter Hummelgaard.

Det er begrænset, hvad en enkelt nation selv kan gøre for at regulere teknologivirksomhederne bag de sociale medier.

Ansvaret ligger i høj grad hos EU, hvilket den danske regering har måttet sande i flere tilfælde, hvor man har forsøgt at sætte hårdt ind mod sociale medier.

- De her tech-giganter har større magt end stort set de fleste nationalstater i verden, også hver af vores enkelte nationalstater her. Derfor har vi valgt at stå sammen i Norden.

Peter Hummelgaard anerkender, at det i høj grad er et EU-politisk spørgsmål.

Derfor vil han bruge Danmarks EU-formandskab næste år til at sætte problemet på dagsordenen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047