23948sdkhjf

Elektronikbranchen halter efter resten af industrien

Elektronikbranchen går frem i produktionen men kan ikke følge med resten af industrien

Efter DI Digitals seneste analyse af elektronikbranchen var der optimisme at spore, men den er kølet lidt af igen.

Således er der stadig en fremgang i produktionen blandt elektronikvirksomhederne, men den har de seneste tre måneder kun været på 2,2 procent højere end samme periode i fjor.

- Elektronikbranchen taber pusten i forhold til resten af industrien med en relativt svag fremgang i produktionen de seneste to kvartaler, siger Lars Rasmussen, fagleder for elektronik og kvanteteknologi hos DI Digital.

Forklaringen, mener Lars Rasmussen, er åbenlys. Efterspørgslen mangler hos virksomhederne. Her angiver 38 procent af virksomhederne mangel på efterspørgsel som en produktionsbegrænsning.

I juni forventede branchen, at efterspørgslen ville vende tilbage i fjerde kvartal i år, men nu forventer mange, at det først kan mærkes i andet kvartal i 2025.

- Det er hovedsageligt på de nære eksportmarkeder i Tyskland, Storbritannien og Sverige, at vi ser mangel på efterspørgsel. Her stod 2023 ret stille, 2024 bliver med svag vækst, og så er forventningen, at det vender i 2025, siger Lars Rasmussen.

Han peger dog på, at der er forskelle fra branche til branche.

- Der er stor forskel på, hvilken industri virksomhederne afsætter deres produkter til. Hvis man eksempelvis eksporterer til bilindustrien i Tyskland eller leverer til den grønne omstilling, så kan man mærke det i øjeblikket. Men hvis man har salg til forsvars- og våbenindustrien, så går det godt. Så der er en stor variation derude.

Arbejder stadig på at bringe lagre ned

Udover vanskelighederne i flere af de nære eksportmarkeder, så mener Lars Rasmussen også, at de skuffende tal fortsat kan forklares med den forsyningskrise, der ellers for længst er ovre.

For da komponentmanglen var på sit højeste, blev der opbygget enormt store lagre, når det endeligt kunne lade sig gøre at få de rette komponenter.

- Vi ser en bevægelse, hvor virksomhederne fortsat arbejder på at bringe lagrene ned. Så de må blive tomme på et tidspunkt, men hvornår er usikkert, siger Lars Rasmussen.

Om elektronikanalysen

  • Udarbejdes kvartalsvis af brancheforeningen DI Digital.
  • Udarbejdes på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
  • Dækker over elektronikbranchen, som er omfattet af to grupper af virksomheder, elektronikindustrien og industrien for fremstilling af elektrisk udstyr.

Kilde: DI Digital

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063