23948sdkhjf

Børsnoteret selskab sikrer første overskud i mere end et årti

Rovsing har fokuseret på kerneforretningen og kernemarkedet. Det sikrede først positive driftsresultater og har i seneste regnskabsår betydet plus på indtjeningen

For første gang siden 2011 har Rovsing leveret sorte tal på bundlinjen.

Dermed er Glostrup-virksomheden i mål med det turnaround, som CEO Hjalti Pall Thorvardarson i 2018 blev ansat til at gennemføre i virksomheden.

- I min tid her har vi haft fokus på vores kerneforretning, og i fire år i træk har vi været positive på driften, og nu er bundlinjen fulgt med, siger Hjalti Pall Thorvardarson, der desuden kan fremvise 39 procents omsætningsfremgang i 2023/2024-regnskabet.

Hjalti Pall Thorvardarson lægger vægt på, at Rovsing, da han kom til, var for svingende. Derfor skulle der ro på.

- Vi har kigget på, hvad vi er gode til. I kerneforretningen er vi gode til test- og simuleringssystemer og -produkter til vores kunder. Og så har vi fokuseret på det europæiske marked, som udgør 90 procent af forretningen.

- Og vi har brugt krudt på at opbygge en forretning, hvor vores kunder kommer tilbage. På den måde har vi opbygget et større recurring salg, siger Hjalti Pall Thorvardarson.

Om Rovsing

  • Stiftet i 1992.
  • Holder til i Glostrup.
  • Producerer, udvikler og leverer testsystemer og andre produkter til satellit- og rumfartsbranchen.
  • Er listet på Nasdaq-børsen i København.

Kilde: Rovsing

Væk fra yo-yo'en

Med en større mængde tilbagevendende kunder i kerneforretningen har Rovsing henover de seneste år opbygget en rekordstor ordrebacklog. Det giver den fornødne stabilitet i forretningen.

- Rovsing har været lidt som en yo-yo, og det har vi fået stabiliseret. I vores branche kan en kunde blive forsinket, hvis de løber ind i problemer med deres satellit. Så nogle gange bliver vi nødt til at vente i en periode, også selvom vi ikke selv har gjort noget forkert. Med flere igangværende projekter er vi ikke så sårbare overfor enkelte projekter længere, siger Hjalti Pall Thorvardarson.

Med det indtil videre succesfulde turnaround er Rovsing nu klar til at gå ind i næste fase. Det indebærer en strategi, hvor der skal bygges endnu mere vækst på. Hvordan Hjalti Pall Thorvardarson vil gribe den opgave an uden at sætte den nyfundne stabilitet over styr, kan du læse mere om i næste uge på Electronic Supply.

Rovsing A/S
Regnskabsår 2023/24 2022/23
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 39,3 28,3
Bruttofortjeneste 26,5 20,7
EBITDA 2,9 1,0
Resultat af primær drift 1,0 -1,0
Resultat før skat -0,2 -2,2
Årets resultat 0,2 -1,7
Balancestatus 35,3 33,2
Egenkapital 10,2 6,6
Antal ansatte 28 25
Kilde: Rovsing

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.547