23948sdkhjf

Konkurs i københavnsk højttalervirksomhed: Kurator arbejder på salg

Kombo Audio, der laver trådløse lydsystemer til musikere, er gået konkurs. Driften har været indstillet siden i fjor, og kurator arbejder på at sælge resterne

Den københavnske højttalervirksomhed Kombo Audio er gået konkurs.

Det fremgår af Statstidende og bliver bekræftet af kurator Anders Ørskov Melballe.

Han fortæller, at der er tale om en egenbegæring, som kommer på baggrund af, at selskabet ikke har været i stand til at betale sine långivere.

- Det koster nogle penge at udvikle produkter, og de skal betales tilbage på et tidspunkt. Der skal være noget omsætning, og hvis det ikke kommer i en tilpas hastighed eller investorerne i markedet ikke synes det er spændende nok at investere i, så lander vi her, siger Anders Ørskov Melballe.

Kuratoren siger desuden, at der primært er tale om én kreditor, som har udestående med Kombo Audio.

Om Kombo Audio

  • Lydvirksomhed stiftet af Dennis Laust Sørensen og Frederik Lassen Andreasen i 2018.
  • Har udviklet og produceret Kombo Sound System, en trådløs bærbar højttaler med indbygget forstærker markedsført til især musikere.
  • Frem til konkursen i september 2024 har Dennis Laust Sørensen siddet som direktør.

Kilde: CVR, Kombo Audio

Sælger resterne

Allerede i årsrapporten for 2023 lød det hos Kombo Audio, at man havde "indstillet driften grundet likviditetsudfordringer og har i den forbindelse fundet sig nødsaget til at lukke virksomheden".

Derpå forsøgte man uden held at finde en køber til aktiverne.

I skrivende stund arbejder Anders Ørskov Melballe således på at få solgt ud i aktiverne. Det indebærer hovedsageligt inventar og enkelte hele og halvfærdige produkter. Det vil dog ikke være nok til at dække hele gælden til kreditoren.

Han fortæller desuden, at han netop har sendt salgsmateriale ud til potentielle købere.

- Jeg vil selvfølgelig gerne, hvis det er muligt, sælge både lageret og brandet og de immaterielle aktiver, siger Anders Ørskov Melballe.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078