23948sdkhjf

SGM Light er gået konkurs: Kurator tror på hurtigt salg

Dansk LED-virksomhed med italienske rødder er gået konkurs

LED-virksomheden SGM Light er gået konkurs.

Det fremgår af Statstidende og bekræftes af kurator Søren Christensen Volder, der kan løfte lidt af sløret for baggrunden for konkursen.

- Det er virksomheden selv, som har indstillet driften efter at have oplevet svigtende omsætning over hele året. Man vurderede, at man ikke ville kunne betale regningerne i fremtiden, siger Søren Christensen Volder.

Kuratoren fortæller, at der er gæld for i omegnen af 75 millioner kroner, og at den hovedsageligt er til selskabets ejere, italienske Eurofinim.

Tror på hurtigt salg

Da konkursen er ret ny - konkursdekretet blev afsagt i fredags - er kuratoren fortsat ved at danne sig overblik. Han fortæller dog, at han arbejder på et frasalg af hele eller dele af virksomheden.

- Vi er gået i gang, og vi arbejder på forskellige typer af løsninger. Men det er klart, at jo større pakke, jo bedre, siger han.

Søren Christensen Volder er allerede i dialog "med nogle stykker", lyder det.

- Jeg tænker bestemt, det burde være muligt at finde nogen til at fortsætte driften. Det er et kendt brand med nogle gode produkter og en lang historik. Og der er ordrer i pipeline og varer på varelageret, så det burde være muligt for en køber at samle den forretning om, siger han.

Søren Christensen Volder fortæller, at alle medarbejdere for nuværende er suspenderet, mens han arbejder på et frasalg, men han understreger, at ingen er fyret eller fritstillet. Der var ved udgangen af seneste offentlige regnskabsår, 2022, 60 fuldtidsansatte i SGM Light.

Fra disko til Danmark

SGM Light har en lang historik. Selskabet blev oprindeligt stiftet i 1975 i Italien med fokus på forskellige produkter til disko-industrien: lys og røgmaskiner blandt andet.

Det "moderne" SGM Light har eksisteret siden 2009, hvor selskabet blev opkøbt at højttaler-virksomheden RCF Group. Kort efter kom Martin-stifteren Peter Johansen ind som direktør, og kort efter det flyttede selskabet til Aarhus, hvor det har ligget indtil nu.

I mellemtiden overtog først Peter Johansen selv ejerskabet i 2012, inden virksomheden gik konkurs i 2015.

Efter den konkurs blev selskabets aktiviteter overtaget af investeringsselskabet Eurofinim, og dermed kom SGM Light igen på italienske hænder - dog fortsatte driften i Aarhus.

SGM Lights fokus har de senere år været på professionel LED-belysning. Virksomheden har blandt andet leveret til underholdningsbranchen og til større byggeprojekter.

I 2022 havde SGM Light en bruttofortjeneste på 6,7 millioner euro, en bundlinje på knap en halv million euro og en egenkapital på lige godt 1 million euro.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.032