GN sløjfer forretningsområder og sænker forventningerne
GN Store Nord dropper Elite og Talk-produkterne for at fokusere på selskabets mere profitable hjørner af forretningen.
Det oplyser selskabet i en meddelelse.
- Beslutningen om gradvist at afvikle produktlinjerne Elite og Talk er en del af vores forpligtelse til at fokusere på attraktive markeder, hvor vi kan levere rentabel vækst og stærke afkast, udtaler adm. direktør Peter Karlströmer.
Elite er trådløse hovedtelefoner primært fokuseret på lydkvalitet og aktiv støjreduktion, hvor Talk tilføjer en enhedsoptimeret mikrofon til kommunikation på farten.
I løbet af 2024 vil GN Store Nord afvikle lageret af de berørte produkter. Dog vil virksomheden stadig servicere produkter flere år ud i fremtiden.
- Jeg er meget taknemmelig over for vores detailpartnere, som har støttet os i forbindelse med Elite- og Talk-produktlinjerne, og over for de forbrugere, som har gjort os til en del af deres liv. Vi vil fortsat arbejde tæt sammen for at gøre dette til en vellykket afvikling, herunder fortsætte med lanceringen af vores sidste Elite-produkter - anden generation af de meget roste Elite 8 Active og Elite 10 - som er de bedste earbuds, vi nogensinde har lavet, lyder det fra Peter Karlströmer.
I 2023 leverede forbrugerforretningen, som Talk og Elite er en del af, en omsætning på 1.253 mio. kr. med følgende fordeling på underprodukter: Elite-produktlinje står for 70 procent, Talk-produktlinje 10 procent, BlueParrott-produktlinje 20 procent.
Om GN Store Nord
- Stiftet i 1869.
- Noteret på børsen i København.
- Mere end 7.000 ansatte.
- Sælger udstyr under mærkerne Jabra, ReSound, SteelSeries, Beltone, Interton, BlueParrott, Danavox og FalCom i mere end 100 lande.
GN Store Nord
Sænker forventninger
GN Store Nord har vurderet, at Talk- og Elite-produktlinjerne ikke giver et rimeligt afkast, og afviklingen af disse produkter får en negativ indvirkning på omsætningen for 2024, skriver GN.
Helt præcist betyder det, at intervallet for omsætningsvæksten indsnævres fra to til otte procent til nu to til seks procent.
Forventningerne til EBITA-margin er også sænket. I dette tilfælde med et procentpoint.
- Markederne har dog ændret sig over tid, og det er i dag vores vurdering, at vi ikke kan generere et rimeligt afkast på investeringen sammenlignet med de mange andre muligheder, vi har inden for vores Hearing-, Enterprise- og Gaming-forretninger, udtaler adm. direktør i GN Store Nord, Peter Karlströmer.
Klokken 10.00 var aktien faldet med seks procent.