23948sdkhjf

Efter en måned i ny rolle: Tidligere topchef stopper helt

André Fehrn skal alligevel ikke være CFO i Shape Robotics igen. Hans afløser er fundet i udlandet

Den tidligere CEO i Shape Robotics, André Fehrn, stopper. Det meddelte robotvirksomheden i en selskabsmeddelelse mandag eftermiddag.

Det er ellers ikke mere end end måned siden, at André Fehrn trådte tilbage som CEO for at gå tilbage til CFO-stillingen, som han startede sin Shape Robotics-karriere i. Men trods den pludselige udmelding slår bestyrelsesformand Jeppe Frandsen fast, at der heller ikke i denne omgang er noget drama.

- Siden sidst har han haft tid til at tænke over det. Og vi står som virksomhed med en vækststrategi, hvor det er vigtigt at have CFO'en med på hele rejsen. Og der har André erkendt, at hvis han skulle prøve noget andet, så skulle det være nu. Både for selskabets og for hans egen skyld, siger Jeppe Frandsen til Electronic Supply.

Bestyrelsesformanden erkender, at det ellers kunne ligne noget andet, når André Fehrns afsked kommer så pludseligt efter sidste måneds udmelding.

Men han fortæller, at André Fehrn blandt andet kommer til at stå for at præsentere Shape Robotics' årsregnskab i forbindelse med næste uges generalforsamling, ligesom han fortsætter i virksomheden indtil udgangen af maj, hvor han skal hjælpe med indkøringen af både Mark Abraham som CEO og overlevere opgaverne til sin CFO-afløser.

Direktion uden for Danmark

Hans afløser som CFO bliver polske Wiktor Budziosz. Han har hidtil fungeret som CFO i den polske virksomhed Skriware, som Shape Robotics sidst i 2023 officielt overtog. Her var Jeppe Frandsen imponeret over, hvad han så.

- Wiktor har en god uddannelse som økonom og har en flot karriere fra blandt andet EY, så han er rigtig stærk på det finansielle. Han var CFO hos Skriware, og vi var meget imponerede over den måde, de kørte finanserne på. Så jeg er overbevist om, at Shape kan have en fordel af nogle af de ting, siger Jeppe Frandsen.

Med udnævnelsen af Wiktor Budziosz som CFO sidder den samlede direktion med ham og Mark Abraham nu udenfor Danmark i henholdsvis Rumænien og Polen. Det bekymrer dog ikke Jeppe Frandsen.

- Det er jeg ikke nervøs for. Vi har jo næsten hele vores forretning uden for Danmark. Og vi har brug for en relativt omkostningslet struktur, så det giver mening, at vi placerer vores folk så tæt på vores kunder som muligt, siger Jeppe Frandsen, der desuden fortæller, at Shape Robotics gennem længere tid har haft så mange udenlandske ansatte, at de interne arbejdsgange i forvejen foregår på engelsk.

Han siger videre, at Shape Robotics stadig kommer til at have hovedkontor i Danmark og forblive på børsen i København.

- 100 procent committed

Ikke desto mindre er afskeden med André Fehrn et markant et af slagsen. Den afgående CFO har været i virksomheden i snart otte år, så det er en af de længst siddende medarbejdere, der nu takker af.

- Det er da heller ikke super sjovt at sige farvel. Men André blev 40 år sidste år, og han har været det meste af sin karriere i Shape. Så ville han prøve noget andet, så var det det rigtige tidspunkt for ham nu.

Jeppe Frandsen påpeger nok en gang virksomhedens kommende vækstplaner, der indebærer et mål om at omsætte for 1 milliard kroner senest i 2027.

- Vi skal have et team, der er 100 procent committed. Det kan man jo aldrig sige med garanti, men det tror jeg på med det her hold, lyder det fra Jeppe Frandsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11