Regnskabets time for amerikanske elektronikkoncerner
Det er regnskabssæson for de amerikanske IT- internet- og elektronikkoncerner, og ikke alle jubler lige højt over resultaterne i tredje kvartal.
IBM kan gladelig berette om et stigende salg af software, som har løftet koncernens resultat betydeligt. Indtjeningen blev i tredje kvartal 13 mia. kr., og lå dermed højere end ventet blandt analytikere.
Motorola derimod melder om store problemer med salget af mobiltelefoner. Der er tale om den laveste vækst i fem kvartaler. Koncernens indtjening faldt i tredje kvartal med knap 50 pct. til 6 mia. kr., og omsætningen nåede ikke op på de knap 70 mia. kr., som ellers var forventet.
Intel, der er verdens største fabrikant af computer-chips, så sit kvartals-resultat falde med ikke mindre end 35 pct. til knap otte mia. kr. Et resultat, der skal ses i kølvandet på en øget konkurrence fra Fjernøsten. Men der er optimisme at spore i koncernen, der vurderer, at prisen på chips er på vej op.