Direktør stopper i målevirksomhed efter syv måneder
31-årige Martin Helbo Behrens er ny administrerende direktør i målevirksomheden Chemometec.
Han var tidligere driftsdirektør i virksomheden. En stilling han satte sig i i februar 2024.
Det skriver Chemometec i en selskabsmeddelelse, hvor det videre lyder, "at bestyrelsen har vurderet, at Chemometec i den nuværende fase i virksomhedens udvikling har behov for en anden sammensætning af kompetencer i direktionen."
Martin Helbo Behrens erstatter den nuværende administrerende direktør Rasmus Kofoed per dags dato.
Rasmus Kofoed har været administrerende direktør i otte måneder. Han kom fra en stilling i Medtronic.
Den nye administrerende direktør har været i Chemometec i fire år som blandt andet økonomidirektør i datterselskabet i USA. Han vendte tilbage til Allerød i oktober sidste år.
Chemometec har cirka 150 ansatte og omsatte for knap 450 millioner kroner i regnskabsåret 2022/2023.
Chemometec blev etableret i 1997. Blandt virksomhedens kunder finder man medicinalgiganterne Novartis, Novo Nordisk, Lundbeck, AstraZeneca og Johnson & Johnson.