Google køber YouTube for 9,8 mia. kroner
Efter tætte forhandlinger køber Google video-sitet YouTube for 9,8 milliarder kroner – det største opkøb i Googles historie.
Google får nu fingre i succes-virksomheden for den nette sum af 9,8 mia. kr. Det skriver Computerworld.
Administrerende direktør for Google, Eric Schmidt vurderer, at YouTube supplerer Googles ambition om at organisere information i verden. På video-sitet YouTube kan netbrugere uploade videoer.
YouTube-sitet har mere end 100 millioner video-fremvisninger om dagen til omkring 40 millioner daglige brugere, oplyser magasinet.
Handlen på de 9,8 milliarder kroner falder i Google-aktier. Ifølge aftalen skal YouTube fortsætte som selvstændig virksomhed, ligesom selskabets beholder sit navn, sin adresse og sine ansatte.