Højteknologifonden støtter kun de bedste
Højteknologifonden støtter forsknings- og udviklingssamarbejder mellem erhvervslivet og offentlige forskningsinstitutioner, men kun kvalificerede ansøgninger får bevilliget tilskud. Også selvom kassen for støtte langt fra er tom.
- Vi har en række kriterier, som skal opfyldes, og grænsen gik ved de 13 ansøgere. Resten levede ikke op til de krav, fonden stiller. Det vigtigste er, at kvaliteten i de støttede projekter er høj, og så er det mindre vigtigt, om vi udfylder rammen eller ej, forklarer Carsten Gaarn-Larsen, direktør for Højteknologifonden til Erhvervsbladet.
For at komme i betragtning til støtte fra Højteknologifonden skal et forskningsprojekt blandt andet have et forretningsmæssigt potentiale og gode kommercialiseringsmuligheder, men det havde flere af ansøgerne svært ved at leve op til.
Det har vist sig svært for mange virksomheder at dokumentere potentialet og kommercialiseringsmulighederne i deres projekter på et så tidligt tidspunkt, at disse end ikke er påbegyndt. Derfor blev disse ansøgere sorteret fra, skriver avisen.