Tusindvis af ikoniske lamper bliver grønne
Den klassiske gadelampe med de genkendelige runde former, der hænger overalt i det danske gadebillede, vil fra omkring årsskiftet gradvist overgå til at have et armaturhus produceret i plasttypen Bio-PE og får dermed et lavere CO2-aftryk.
Gadelampen blev designet af Københavns stadsarkitekt i 1970’erne og produceres i dag på en lille fabrik i Hedehusene, der er ejet af belysningsvirksomheden Signify. Lampen har ikke ændret design siden lanceringen, men materialevalget er skiftet en del gange i løbet af årene og nu altså endnu en gang.
Gennem tiden er der kommet mange forskellige varianter og størrelser til. Lige nu hænger der over 300.000 af de klassiske lamper i Danmark, og der findes overvældende 1.200 varianter af Københavnerarmaturet – fra de helt små med en diameter på 25 cm til de kæmpestore på 1,2 meter.
Rent teknologisk har armaturet også ændret sig i løbet af årene – efterhånden som nye teknologier er kommet til. Især skiftet til LED har haft en positiv indvirkning på energieffektiviteten, da LED-teknologien har et markant lavere strømforbrug sammenlignet med ældre konventionelle belysningsteknologier.
- Det, vi ser ind i nu, er at udstyre gadelamperne med 5G-transmittere, som vil åbne op for hidtil usete muligheder for tilgængelighed, tilpasning og smart belysning, udtaler Tim Jensen, der er fabrikschef på Signifys fabrik i Hedehusene.
Hos Signify er det planen, at nye Københavner gadelamper fra omkring årsskiftet gradvist overgår til armaturhuse fremstillet i Bio-PE, lyder det videre i pressemeddelelsen.