Nu skal nanotrådssolceller ud til forbrugerne
Højteknologifonden investerer i et projekt, hvor virksomheden Gasp Solar og Niels Bohr Instituttet skal gøre nanotrådssolcellerne tilgængelige for almindelige forbrugere.
Når nanotrådssolceller sættes ovenpå en silicium-solcelle, er det imidlertid vanskeligt at opsamle den elektriske energi, som de producerer. Nanotrådene står lige op i luften, og hver eneste lille nanotråd skal berøres af en elektrisk leder (topkontakt), der kan opfange den elektricitet, der dannes af sollyset. Der skal altså findes et materiale, som kan indkapsle skoven af nanotråde, så der høstes energi fra hver af de mange millioner nanotråde.
Topkontakten skal være et transparent materiale, så lyset kan trænge uforstyrret igennem. De bedste ledere er af metal, som langt fra er gennemsigtigt. Udfordringen er at finde og teste et transparent materiale, som ikke yder elektrisk modstand, og som derfor effektivt kan opsamle strømmen. Den elektriske forbindelse mellem nanotrådssolcellerne og topkontakten skal desuden optimeres. Lykkes det, er vejen banet for en kommerciel højeffektiv solcelle til en konkurrencedygtig pris.
De individuelle byggesten i nanotrådssolcellen er, med undtagelse af topkontakten, alle demonstreret. Topkontakten vil blive udviklet i et samarbejde mellem virksomheden Gasp Solar og Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.
- Projektet giver os helt nye muligheder for at udvikle den topkontakt, der er essentiel for vores produkt. Vi vil nu kunne gøre det både hurtigere og bedre, end vi havde planlagt, udtaler direktør for Gasp Solar Martin Aagesen.
Energimængden produceret af solceller er under kraftig vækst, og den installerede kapacitet er tidoblet fra 7GW til 70GW fra 2006 til 2011, hvilket dog stadig er langt under 1 % af verdens energiforbrug. Hvis fremgangen skal bevares, skal økonomien ved at benytte solceller forbedres, enten ved at øge effektiviteten eller reducere omkostningerne ved produktionen af solceller. Projektet har potentiale til at møde begge behov.