ABB bygger kæmpe robotcenter til 2 mia. kr.
ABB investerer nu i et stort robotcampus på 65.000 kvm ved hovedkvarteret i Västerås i Sverige. Der er tale om en investering på 1,95 mia. kr.
ABB kalder det et "integreret robotcampus", hvor der både skal foregå udvikling, træning og produktion af robotter.
Det ny campus betyder, at ABB kan øge sin produktion af robotter og automation med 50 procent. Planen er, at det ny campus skal åbne i slutningen af 2026.
Investeringen kommer kort efter at ABB i december 2022 åbnede et tilsvarende robotcenter i Shanghai i Kina.
- Investeringen i vores ny campus er drevet af kundeefterspørgsel og den projicerede markedsvækst, siger Björn Rosengren, CEO for ABB.
Det er blandt andet hensigten, at det ny campus skal bruges som sted for tæt samarbejde med kunder og partnere, hvor man kan udvikle robot- og automationsløsninger sammen. Kunder vil kunne teste deres løsninger og eksperimentere med de nyeste automationsløsninger on-site.
- I vores nye R&D-center fokuserer vi på udviklingen af nye digitale og Artificial Intelligence-teknologier, der gør robotter mere og mere tilgængelige og samtidig sænker adgangsbarrieren for applikationer, siger Marc Segura, president for ABB Robotics.
Mobile robotter bliver en nøglekomponent i det ny campus. Robotterne skal transportere materialer og produkter mellem lageret og montagestationerne.
Byggeriet vil starte i 2024 og det vil erstatte ikke mindre end ni forskellige eksisterende bygninger. Dermed regner ABB med at styrke synergier på tværs af afdelinger.
ABB skriver, at virksomheden vil bygge det ny campus ud fra virksomhedens bæredygtighedsmål for 2030, som stræber mod CO2-neutralitet. Der vil blandt andet blive installeret solceller på taget af den nye bygning.