23948sdkhjf

Doktorafhandling kræver ny tankegang i mobildesign

Lektor Jesper Kjeldskov fra Institut for Datalogi på AAU opfordrer i ny doktorafhandling til et paradigmeskift inden for design af systemer til mobile enheder.
I mobilteknologiens relativt korte levetid har arbejdet med interaktionsdesign, det vil sige udformningen af mobiltelefoner, PDA’er og tablets og de systemer man bruger på dem, været drevet af et fokus på hvad man har været i stand til med teknologien, og reaktioner på konkrete brugerbehov. Ord som anvendelighed og brugervenlighed har været nøgleord for de ingeniører og designere, der har arbejdet med udvikling af systemerne.

Og det var fint, den gang de primære udfordringer for interaktionsdesignere var at løse helt konkrete problemer, for eksempel hvordan man fik tekst ind på de første mobiltelefoner eller navigerede i information på en meget lille skærm. Den slags problemløsning krævede nogle metodiske arbejdsstrukturer, hvoraf den mest udbredte i virksomheder, der designer interaktionssystemer, stadigvæk i dag er en model kaldet brugercentreret design. Her studerer man først problemet, designer en løsning, bygger den og evaluerer den. Og så gentager man den cirkulære proces igen og igen.

Nu gør en ny doktorafhandling, som lektor Jesper Kjeldskov fra Institut for Datalogi på Aalborg Universitet netop har forsvaret, op med denne tankegang. I stedet for at centrere mobilt interaktionsdesign omkring brugeren og anvende de stive, metodiske arbejdsstrukturer skal ingeniører og designere kigge bredere: Hele konteksten, den omgivende virkelighed, skal ligge til grund for udviklingen af nye produkter.

Kontekst skubber bruger ud af centrum
- Brugeren er vigtig, men brugeren skal ikke være i centrum. Det skal samspillet mellem kontekst og produkt, siger Jesper Kjeldskov.

Design i Jesper Kjeldskovs verden indebærer alt det, en designer gør, når et nyt system er under opbygning. Tidligere har designet været opbygget omkring brugeren, men ifølge Jesper Kjeldskov bør samspillet mellem konteksten, der konstant er under forandring, og designet være det vigtigste fokus i udviklingen af fremtidens systemer.

- Design, det handler om at tage nogle chancer, være provokerende og visionære. Et eksempel er Apple, der skaber behov hos brugeren i stedet for blot at opfylde de eksisterende. Man skal ikke altid spørge, hvad brugeren har brug for, men nogle gange selv definere det. Hvis man er teknologidesigner ved man måske mere om mulighederne og kan have bedre visioner på brugerens vegne, fortæller Jesper Kjeldskov.

Design bliver løbende proces
Og nu siger han det altså. At der er brug for en ny tilgang, der i højere grad er baseret på det, han kalder ’kontinuerlig konvergens mellem design og kontekst’. Det betyder dybest set, at virkeligheden omkring os er en meget dynamisk størrelse, særligt når det handler om teknologi. Designet af systemerne til teknologien påvirker virkeligheden og virkeligheden påvirker designet. iPad’en har for eksempel haft stor betydning for, hvordan vi ser film eller læser magasiner.

- Udviklingen betyder, at målet hele tiden flytter sig. Så dels skal dem, der designer interaktive mobile systemer selv sætte mål frem for at lade dem diktere af brugerne, dels skal de erkende, at målet hele tiden flytter sig, og derfor kun skal være en rettesnor. Fordi konteksten er så dynamisk, er der reelt set kun midlertidige mål, og design med fin pasform i forhold til deres kontekst sidste år har måske ikke samme pasform i år, ganske enkelt fordi konteksten har ændret sig, forklarer Jesper Kjeldskov.

Brug for ny faglighed
For at løse den udfordring, en foranderlig virkelighed skaber, opfordrer Jesper Kjeldskov dels til, at der på de uddannelser, der beskæftiger sig med design af interaktive systemer undervises i den nye måde at tænke design og kontekst på. Han efterlyser dog også en mere rendyrket faglighed, der kun beskæftiger sig med interaktionsdesign.

- Vi har brug for interaktionsdesignere, der kan andet end at skabe pæne interfaces. I dag er interaktionsdesign oftest et supporterende element på andre uddannelser, hvor det primære fokus er noget andet, for eksempel hos dataloger, softwareingeniører og informatikere. Jeg mener, der er plads til og behov for at skabe en uddannelse, hvor interaktionsdesign er den centrale faglighed, siger Jesper Kjeldskov.

Han sammenligner det med Picasso. Mange mennesker ser Picassos malerier og tænker, at de tre streger ku’ de også ha’ sat. Men Picasso kunne også male naturalistisk, og han havde på den måde en stor faglig baggrund og erfaring, der gjorde ham i stand til at sætte netop de tre perfekte streger. Den tilsvarende dybde og erfaring er der brug for, hvis interaktionsdesign for alvor skal rykke som felt.

- Man skal forstå hele den faglige historie og de velkendte metoder, før man kan begynde at improvisere over dem og springe mellem de forskellige aktiviteter i en designproces, frem for at køre slavisk i cirkel, uddyber forskeren.

AAU opretter interaktionsdesign-uddannelse
Siden Jesper Kjeldskov indleverede sin doktorafhandling, har han blandt andet været gæsteforsker ved University of Melbourne, og har sideløbende været med til at oprette uddannelsen ’interaktionsdesigner’, der netop nu er ved at blive akkrediteret på Aalborg Universitet. Uddannelsen vil blive udbudt på bachelor – og kandidatniveau, og ifølge Jesper Kjeldskov vil det give et boost til miljøet og de virksomheder, der beskæftiger sig med interaktionsdesign.

- Der er brug for nogen, der er uddannet inden for det her og har den faglighed og forståelse, blandt andet jeg taler om. Det her er så vigtig en del af den teknologiske udvikling, at alle virksomheder, der arbejder med interaktionsdesign og tager det seriøst bør have medarbejdere, der er eksperter i netop dét, slutter Jesper Kjeldskov.

Fakta:
Interaktionsdesign handler om udvikling af interaktive produkter, der støtter den måde, mennesker kommunikerer og interagerer i deres hverdags- og arbejdsliv. Det spænder lige fra designet af interaktionen med GPS’en i vores bil og interaktionen med et TV eller stereoanlæg til interaktionen med de programmer, vi bruger på vores PC. Mobilt interaktionsdesign handler om interaktionsdesign til eksempelvis smartphones og tablets samt de systemer og services, vi bruger på dem.


Baggrund:
I sin forskerkarriere har Jesper Kjeldskov ud over mobilt interaktionsdesign også arbejdet med blandt andet teknologi til hjemmet, computerstøttet samarbejde og design af konkrete systemer hertil. Hans nuværende forskning beskæftiger sig blandt andet med digitale øko-systemer, det vil sige systemer, hvor mange forskellige teknologier og forskellige apparater spiller sammen. For eksempel som Apple har tilstræbt med integrationen mellem iPhone, Macbook, iPad, iPod, Apple TV og så videre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079