23948sdkhjf

Tabte 200 millioner: Medico-virksomhed er gået konkurs

I sine velmagtsdage skovlede den nordsjællandske medico-virksomhed DDD-Diagnostic penge ind.

I 2004/2005 havde de et overskud efter skat på knap 77 millioner kroner, men de gode tider er for længst ovre i Hørsholm-virksomheden, der producerer gammakameraer til diagnostik. Siden 2008 er der ikke leveret et eneste overskud i virksomheden, der på 13 år har lidt et samlet tab på over 200 millioner kroner.

Og nu gik den ikke længere, for DDD-Diagnostic er gået konkurs, fremgår det af Statstidende.

I et skriftligt svar til Electronic Supply fortæller kurator i konkursboet, Anders Hammer Hansen, at det er selskabet selv, der har begæret konkursen.

Virksomheden har siden 2018 været ejet af den russiske rigmand Evgeny Tugolukov gennem selskabet Strongbow Investment. Og det er blandt andet ejerens russiske baggrund, der har kostet virksomheden livet.

Allerede i årsrapporten fra 2021 fremgik det, at Evgeny Tugolukov ad flere omgange havde investeret samlet mere end 60 millioner kroner i DDD-Diagnostic, men at han - selvom han bor i Cypern - havde fået indefrosset sine midler på russiske bankkonti. Dermed har han, siden krigen begyndte i Ukraine i fjor, ikke kunnet tilføre flere midler, og derfor er pengekassen nu tom.

- Efter februar 2022 umuliggør sanktioner at selskabets russiske ejere kan hjælpe økonomisk. Samtidig gør sanktionerne, som de udvikler sig, at selskabet reelt set ikke længere kan sælge i EU, lyder det i svaret fra Anders Hammer Hansen, der fortæller, at sidste kapitalindsprøjtning fandt sted i december 2021.

I 2021-regnskabet fremgik det ligeledes, at flere storkunder, blandt andet Siemens, havde givet tilsagn om forudbetaling for at sikre virksomheden likviditet til drift, men det har ikke været tilstrækkeligt for at sikre overlevelsen.

- Flere kunder har hjulpet til med øgede forudbetalinger, men da de "trækker stikket" i juni 2023, bliver situationen, som vi kender den i dag - desværre, lyder det fra Anders Hammer Hansen.

Kuratoren fortæller videre, at de generelle problemer med at tjene penge på driften blandt andet hænger sammen med, at afsætningen på amerikanske hospitaler gik i stå under pandemien, da "hospitalernes budgetter blev allokeret til covid-projekter."

Anders Hammer Hansen fortæller, at gælden i selskabet er anslået til 68,5 millioner kroner, men han kan ikke for nuværende oplyse, hvilke kreditorer der har meldt sig på banen endnu.

Han siger desuden, at han er "i dialog med potentielle køberemner."

Tilbage i storhedstiden i midten af 00'erne var DDD-Diagnostic ejet af kapitalfonden Axcel, hvor de havde store kunder som Philips og Siemens, men siden virksomheden blev overtaget af israelske Orbotech i 2007, er det kun gået nedad bakke. I 2019 overtog Evgeny Tugolukov selskabet fra tyrkiske Bozlu, men han har altså ikke været i stand til at vende udviklingen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109