Medvind for Ortofon
På trods af CD’er og download på internettet, er der stadig gang i salget af pickupper til grammonfonafspillere, og det giver grund til optimisme hos Ortofon A/S, der kan fremvise et tilfredsstillende regnskab.
Virksomhedens resultat før skat blev et overskud på 31 millioner kroner. Efter skat udgjorde resultatet 22 millioner kroner, mens egenkapitalen ved årets udgang lå på 33 millioner kroner.
Resultatet er påvirket af en øget omsætning, en stigende aktivitet inden for markedsføring og investeringer i forretningssystemet, der bevirker, at resultatet ikke vokser i samme takt som toplinjen.
Ledelsen i Ortofon, der foruden pickupper også har underleverandør-produktion inden for bl.a. teknisk gummi, spoler, mikromekanisk montage samt i mindre omfang salg af Hi-Fi handelsesvarer, forventer, at den øgede investering i markedsføring og forretningssystemet vil virke stimulerende på efterspørgslen.
- Folk synes, vi burde være døde. Men det er vi ikke. Vi er et rent nicheprodukt. Men vi stiller os ikke tilfredse med at være på hjemmemarkedet. Vi tager resten af verden med. Og det er grunden til vi er her. Vi forventer en vækst for 2006, fordi flere er begyndt at lytte til plader igen, siger adm. dir. Christen Højgaard Nielsen, Ortofon, til ErhvervsBladet.
Salget af pickupper i udlandet varetages enten af egne salgsselskaber eller gennem distributører på de pågældende markeder.
Kilde: Årsrapport 2005 for Ortofon A/S.