23948sdkhjf

Ooono har større ambitioner end dimsedutter

Fra dimsedut-forretning til tech-virksomhed.

Det er nøgleordene i den transformation, som Valby-virksomheden Ooono har gennemgået, fortæller Ooonos stifter og CEO, Christian Walther Øyrabø.

De har gennem flere år oplevet stor succes med deres trafikalarm, Co-driver - en dimsedut i denne kontekst. Men ambitionerne er skyhøje i Valby, der i fjor fordoblede omsætningen.

- Vi har ikke en mentalitet om, at nu, hvor vi er vokset en masse, skal vækstkurven flades ud. Vi har hele tiden nye projekter, så vi kan nå målet om at blive en 'unicorn', siger Christian Walther Øyrabø til Electronic Supply.

Udvider produktporteføljen

For at nå i mål med ambitionen har de de seneste år ansat dusinvis af udviklere af både soft- og hardware, og det kommer de ifølge Christian Walther Øyrabø til at blive ved med.

Der er nemlig stort fokus på at udvikle nye produkter, for trafikalarmen skal ikke være det eneste produkt på Ooonos hylder. Der er allerede en elektronisk parkeringsskive i støbeskeen, ligesom de inden længe vil lancere deres overfaldsalarm ved navn Sirène. Desuden er der ifølge Christian Walther Øyrabø en stor lancering på vej i løbet af foråret, men det er endnu hemmeligholdt.

Direktøren har tidligere overfor Electronic Supply givet udtryk for, at væksten i 2022 - på trods af de flotte tal - var hæmmet af komponentmanglen.

Til gengæld gav det tid og plads til udviklingen af de nye produkter.

- Vi er indstillede på hele tiden at have travlt. Så når vi ikke har travlt, fordi der ikke er mere at gøre i et marked, så finder man på noget nyt at lave, siger Christian Walther Øyrabø.

Skal sende rette billede til nyansættelser

Med Ooonos transformation har det ifølge Christian Walther Øyrabø også været vigtigt at sende det rette billede udadtil.

Det har blandt andet betydet, at virksomheden i april i fjor flyttede fra lokalerne i et industriområde i Brøndby til mere moderne og tidssvarende faciliteter i Valby.

- Nu har vi fået et meget moderne kontor, der ser rigtig cool ud. Det gør, at når folk først er kommet ind, så bliver de interesserede, og det er vigtigt, når vi skal tiltrække folk, lyder det fra Christian Walther Øyrabø.

De nye lokaler blev altså til virkelighed for at kunne følge med på den udvidelse af medarbejderstaben, der pågår, men det var ligeledes for at vise potentielle nyansættelser, at de var et hus med ambitioner.

Det var nemlig ikke tilfældet, da de lå i Brøndby.

- Når vi havde jobsamtaler italesatte vi, at vi var en tech-virksomhed, men det lignede vi ikke, siger Christian Walther Øyrabø.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083