23948sdkhjf

Ung startup bag elektrisk hynde vil revolutionere restaurantbranchen

Studiekammeraterne fra DTU Jon Sødergreen og Marcus Vang sad og kiggede ud over Nyhavn. Varmelamperne brændte derudad ved de udendørs serveringssteder, da mørket faldt på og kulden indtraf.

Men jo mere de kiggede på det, desto mere gik det op for dem, at en stor del af varmelamperne slet ikke varmede mennesker - i stedet brændte de ud i det åbne. De brugte kort sagt en masse strøm på noget, der ikke gav nogen egentlig effekt.

- Skal det virkelig være sådan fremover?, lød funderingen fra de to ingeniørstuderende med tanke på den aktuelle energi- og klimakrise.

Det blev startskuddet til deres fælles virksomhed, Stayseat, der laver hynder med varmelegemer til fortovscaféer og andre udeserveringssteder.

Fra prototype til færdigt produkt

Jon Sødergreen, der er CEO i Stayseat, fortæller, at han efter oplevelsen i Nyhavn begyndte at tænke over mulige alternativer til varmelamperne.

- Jeg huskede tilbage på, da jeg var barn og skulle hjem fra en kold efterårsfodboldtræning. Der kom jeg ind i min fars bil med den rare følelse af varme i sædet. Det fik mig til at tænke på, om man kunne overføre den følelse til restaurantmiljøet, siger Jon Sødergreen.

Om Stayseats hynder

  • Hver hynde bruger 30 watt strøm, og skaberne regner med, at der normalt vil være fire personer om en traditionel varmelampe, der bruger 1500 watt. Brugen af fire Stayseat-hynder vil dermed spare 92 procent strøm.
  • Der er - i stil med elbiler - større CO2-omkostninger forbundet med produktionen af hynderne, men efter 70 dages brug går regnestykket lige op.
  • Gæsterne på restauranterne kan selv justere varmen i hynderne, og de slukkes automatisk, når gæsten går fra sin plads.
  • Hynderne kan ved hjælp af en magnet oplades og holder strøm i 10 timer.

Kilde: Stayseat

De to iværksættere, der i dag er 26 og 24 år, fik fat i et aflagt bilsæde-varmelegeme hos en autoophugger, satte det i en hynde fra Jysk og tilsluttede et bilbatteri, og så var den første prototype klar.

Prototypen har de gennem længere tid sammen med en række københavnske restauranter videreudviklet på, så den i dag er klar til brug, og de to ingeniører er kommet et langt stykke vej siden begyndelsen.

- Det færdige produkt er overhovedet ikke det samme som i prototypen, men grundelementerne er det samme i form af et varmelegeme og et batteri, siger Jon Sødergreen.

I dag bliver elektronikken - varmelegeme, batteri og opladningssystem - produceret i Kina og hynden i Bulgarien, og så samler de selv produktet i Danmark.

Baserer forretning på udleje

Erfaringerne fra de restauranter, som Stayseat samarbejdede om prototyperne med, har vist, at den kontinuerlige kropsnære varme giver en bedre brugeroplevelse end varmelamperne, så mange af restauranterne har ønsket at forblive kunder hos de to unge iværksættere.

Jon Sødergreen fortæller dog, at mange af kunderne ikke nødvendigvis havde interesse i at købe hynderne, men det fandt de også en løsning på.

- Restauranter har ofte ikke særligt mange penge, fordi de har en lille avance, så flere spurgte os, om de ikke kunne leje hynderne i stedet for at købe dem, fortæller Jon Sødergreen.

Det kunne de godt, og i dag baserer Stayseats forretning sig på udlejning af hynderne til 149 kroner om måneden.

På længere sigt ser de også muligheder i privatsalg, men det kommer ikke til at stå først i køen.

- Lige nu har vi fokus på bolden, hvor vi vil skabe en ny branchestandard for opvarmning til udeservering, siger Jon Sødergreen.

Trods det har Stayseat på deres hjemmeside oprettet en venteliste til private, som står først i køen, når de på et tidspunkt vil producere en serie til private.

Stayseat udlejer i dag mere end 500 hynder både i Danmark og i London.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094