23948sdkhjf

William Demant overtager Neurelec

William Demant overtager fransk producent af cochlear-implantater.
William Demant har tirsdag indgået en aftale om at overtage 100 % af aktierne i den franske producent af cochlear-implantater, Neurelec SA, for et samlet beløb på 57,5 mio. euro svarende til 428 mio. kr. Købsaftalen indeholder ingen fremtidige earn-out-betalinger.

Med købet af Neurelec får William Demant-koncernen yderligere adgang til et konkurrencedygtigt og solidt produktprogram inden for implantérbare høreløsninger. Koncernens indtræden på denne del af implantat-markedet, der er karakteriseret ved betydelige, langsigtede vækstmuligheder, er en naturlig forlængelse af koncernens succesfulde satsning på benforankrede høreløsninger, hvor vi på få år har erobret omkring en fjerdedel af verdensmarkedet.

Neurelec udvikler og producerer cochlear-implantater, der sælges til hospitaler via et netværk af distributører og enkelte egne salgsselskaber. Neurelec blev i 2006 etableret som et spin-off fra holdingselskabet MXM, som indtil i dag har ejet 100 % af virksomheden. Neurelec har hovedkontor i Sophia Antipolis-teknologiparken i Sydfrankrig og lancerede som de første et fuldt digitalt cochlear-implantatsystem tilbage i 1992. Med salget af Neurelec til William Demant ønsker MXM at skabe de bedst mulige betingelser for videreudviklingen af virksomheden.

Hovedparten af salget foregår på ganske få markeder, herunder Frankrig, hvor markedsandelen andrager mere end 20 %. Med det nye ejerskab får Neurelec tilført kompetencer inden for lydprocessering og vil samtidig kunne drage nytte af William Demant-koncernens kapitalbase og globale distribution, hvilket vil sætte Neurelec i stand til at udvide forretningen.

De tre produktkategorier, høreapparater, benforankrede høreløsninger og cochlear-implantater, adresserer forskellige typer høretab og komplementerer dermed hinanden på bedste vis. Samlet set tegner de tre produktkategorier sig for langt hovedparten af de behandlinger af høretab, som gennemføres i dag.

- Med overtagelsen af Neurelec får William Demant-koncernen tilført en strategisk vigtig forretningsaktivitet og bliver dermed den eneste virksomhed i verden, der dækker alle tre produktkategorier. Da William Demant-koncernen tillige er verdens største og førende aktør inden for diagnostiske instrumenter, har koncernen nu en unik position, når det gælder afhjælpning af høretab, udtaler Niels Jacobsen, administrerende direktør i William Demant Holding.

Markedet for cochlear-implantater har udvist årlige vækstrater på mere end 10 % i de seneste mange år, og som følge af den fortsat lave penetrationsgrad forventes markedet også i de kommende år at udvise pæne vækstrater. Det samlede salg af cochlear-implantater ligger i dag på 35-40.000 enheder årligt, hvilket svarer til en samlet engrosomsætning på EUR 700-800 mio. Neurelec har i det seneste år opnået en omsætning på DKK 138 mio. med et beskedent overskud.

- Efter tre succesfulde år, hvor det er lykkedes os at opnå en betydelig markedsposition inden for benforankrede høreløsninger, er cochlear-implantater det helt naturlige næste skridt for Oticon Medical. Innovative produkter, patienttilfredshed, service og support har hele tiden været vigtige ingredienser i vores succes, og disse elementer forventer vi også skal udgøre fundamentet i videreudviklingen af Neurelec, udtaler Jes Olsen, administrerende direktør i Oticon Medical.

- I William Demant og Oticon Medical har Neurelec fundet de helt rigtige partnere til at gøre Neurelec til en global aktør på markedet for cochlear-implantater. Med kombinationen af Neurelecs viden om implantater og stimuleringsteknologi og Oticon Medicals adgang til den mest avancerede lydbehandlingsteknologi kan vi i fællesskab skabe produkter, der kan øge livskvaliteten for mennesker med middelsvært til svært høretab, udtaler Cedric Briand, General Manager i Neurelec.

William Demant ønsker at bibeholde Neurelecs nuværende organisation i Frankrig. Ambitionen er, at Neurelec på længere sigt opnår en position som en af de førende aktører på implantatområdet. Neurelec forventes således i de kommende mange år at generere en omsætningsvækst, der overstiger væksten i det underliggende marked. Overtagelsen af Neurelec vil dermed styrke William Demant-koncernens vækstprofil, men vil til at begynde med udvande koncernens lønsomhed. På længere sigt ventes Neurelec imidlertid at opnå en overskudsgrad på niveau med den gennemsnitlige overskudsgrad i koncernens øvrige forretningsaktiviteter.

Overtagelsen af Neurelec forventes at påvirke koncernens omsætning i 2013 med ca. 100 mio. kr. svarende til omkring trefjerdedele af den realiserede omsætning i 2012. Der forventes en neutral effekt på koncernens EBITA i 2013, og overtagelsen får ikke indflydelse på koncernens udmeldte forventninger til 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079