23948sdkhjf

Danmarks første nano-fabrik er klar til produktion

Teknologisk Institut er klar til storskala-produktion af batteriernes mulige afløser.
Teknologisk Institut er klar til storskala-produktion af katalytiske nano-partikler til brændselsceller. Brændselscellerne kan blive batteriernes højteknologiske afløser, og fabrikken kan for eksempel producere nano-katalysatorer til 2.500 høreapparater om dagen. Målet er en femdobling af kapaciteten.

Center for Nano- og Mikroteknologi er færdige med at udvikle den første version af en reaktor til pilotproduktion. Processen er udviklet i samarbejde med Aarhus Universitet under projektet MicroPower medfinansieret af Højteknologifonden. Processen er patentansøgt i juli måned.

- Med produktionsfaciliteterne er vi kommet et vigtigt skridt frem mod muligheden for masseproduktion også af brændselsceller. Brændselsceller har en række fordele i forhold til traditionelt opladelige batterier og kan gøre brugen af elektroniske hjælpemidler væsentligt lettere og mere fleksibelt, siger centerchef Leif Højslet Christensen, Center for Nano- og Mikroteknologi, Teknologisk Institut.

Katalysatorer til høreapparater
Nano-partiklerne fra fabrikken skal indgå som katalysator-element til brændselsceller til høreapparater. I samarbejde med mikrokomponent-producenterne Sonion A/S og AH Metal Solution A/S samt høreapparat-producenterne Widex A/S og GN Resound A/S arbejder Teknologisk Institut på at udvikle prototypen til en brændselscelle, som skal afløse det traditionelle batteri i et høreapparat. Konceptet er, at brugeren tager høreapparatet ud af ørerne og placerer apparatet i en såkaldt docking station. Her påfyldes automatisk 200 mikroliter metanol eller biometanol på under 30 sekunder. Herefter kan høreapparatet fungere i minimum 24 timer.

- Der er over 50 mio. brugere af høreapparater på verdensplan, og der anvendes årligt et par milliarder små batterier til at drive høreapparaterne, batterier som bl.a. indeholder kviksølv. Ud over miljøfordelen ved at slippe for batterierne, er et høreapparat med brændselsceller meget mere brugervenligt for brugerne – hvor over halvdelen er over 70 år. De har som regel svært ved at skifte batterierne, men et høreapparat med brændselsceller skal blot placeres i en oplader i meget kort tid – så er det klar til brug igen, siger Leif Højslet Christensen.

Næste skridt: Brændselsceller
I en brændselscelle sker der en direkte kemisk omdannelse af metanol til elektricitet med mikroskopiske mængder af vanddamp og CO2 som eneste spildprodukter. For at en brændselscelle kan fungere, kræver det en katalysator i form af nano-partikler med et stort overfladeareal. Det er disse nano-partikler, det er lykkedes for Teknologisk Institut at producere i stor skala.

Næste skridt er at få indledt en storskala-produktion af selve brændselscellerne. Dette forsøges realiseret i to nye projekter medfinansieret af Højteknologifonden og Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse. Partnerne, som ud over de allerede nævnte, omfatter forskergrupper på DTU og iNano/Aarhus Universitet.

- Brændselsceller til høreapparater er kun første skridt i udviklingen. Perspektiverne er store, fordi brændselsceller på en mere effektiv og miljøvenlig måde kan afløse de traditionelle batterier i en lang række elektroniske apparater og gadgets i fremtiden, siger Leif Højslet Christensen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078