23948sdkhjf

Her er Bang & Olufsens guldæg

Automotive-segmentet har på få år udviklet sig fra at være en ren udviklingsudgift til at være en af Bang & Olufsens mest lukrative forretninger.
Da Bang & Olufsen onsdag offentliggjorde koncernens regnskab for første halvdel af regnskabsåret 2012/13, blev en stor del af æren for koncernens vækst på knap 6 procent i forhold til den tilsvarende periode sidste år tilskrevet Automotive-segmentet.

Konkret omsatte Automotive for 288 mio. kr. i løbet af regnskabsårets første seks måneder mod 231 mio. kr. i første halvdel af regnskabsåret 2011/12. Og med en bruttoavance med knap 40 procent har Automotive udviklet sig til lidt af et guldæg for Bang & Olufsen siden lanceringen i 2005.

- Vi forventer at vokse mellem 20 og 30 procent, konstaterer Jens Peter Zinck, direktør i Bang & Olufsen Automotive, om forventningerne til regnskabsåret 2012/13 over for Electronic Supply.

Viste hurtigt potentialet
Dermed ser Bang & Olufsen ud til at overraske de analytikere, som for et år siden forudsagde, at Automotive-segmentet havde toppet.

Bang & Olufsen nævnte i årsrapporten for 2005/06 Automotive som et nyt forretningsområde under betegnelsen CarFi. Forventningen var at nå en omsætning på 50-70 mio. kr. i det følgende regnskabsår, men der var ingen håb om at spinde guld på investeringen med det samme.

Allerede i regnskabsåret for 2006/07 nåede Automotive-segmentet en omsætning på 87 mio. kr., og det fik Bang & Olufsen til at omtale Automotive med en vis dæmpet optimisme i 2006/07-årsrapporten:

”Automotive, et vigtigt forretningsområde med lyd til biler, har vist de første tegn på det potentiale, som denne branche rummer. Det er fortsat et område, der kræver store investeringer,” lød det, før 2007/08 gav en omsætning på 123 mio. kr. i en positiv udvikling, der bare er fortsat, som det ses af nedenstående grafik.

Og i 2011/12 kunne Bang & Olufsen så – for tredje år i træk – lade sig kåre til årets bedste brand inden for Car-HiFi af det tyske bilmagasin ”auto motor und sport”, hvor læserne hvert år bestemmer.

Udelukker ikke nye partnere
I dag beskæftiger Bang & Olufsen omkring 120 medarbejdere i Automotive-divisionen, mens cirka 100 personer i andre områder helt eller delvist arbejder med Automotive, oplyser Jens Peter Zinck.

Lydsystemerne leveres til bilmodeller fra Aston Martin, Audi, BMW og Mercedes, men ifølge Automotive-direktøren har væksten inden for segmentet ikke intensiveret jagten på nye partnere.

- Vi fokuserer primært på vores fire eksisterende partnere men vil ikke udelukke, at mængden af partnere over tid kan øges, konstaterer Jens Peter Zinck.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141