23948sdkhjf

Danfoss flytter produktion fra Vejle til Polen

Datterselskabet Devi vil samle sin produktion af el-varmeløsninger på sin fabrik i Grodzisk i Polen.
Manglende vækst i specialløsninger samt skærpet lovgivning på det vigtige franske marked er de direkte årsager til, at Danfoss nu påtænker at flytte sin produktion af el-varmekabler fra Vejle til Polen, hvor Danfoss i forvejen har sin standardproduktion.

- Vi må erkende, at vores nuværende setup på produktionssiden, hvor vi har delt opgaverne mellem Polen og Vejle, ikke modsvarer vores behov. Vi har ikke opnået en effektiv udnyttelse af vores produktionskapacitet, blandt andet fordi den vækst, vi havde forudset inden for specialløsninger, ikke har fundet sted. Desuden forudser vi for de kommende år en generel markedsnedgang i det vigtige, franske marked som følge af ændret lovgivning, der træder i kraft ved årsskiftet. Produkterne til det franske marked udgør en betydelig del af vores produktion i Vejle. Udviklingen betyder, at vi må indskrænke vores produktionskapacitet, og derfor påtænker vi nu at samle vores produktion i Polen, siger direktør for Danfoss’ forretningsområde for elvarme, Jacob Madsen.

Bliver i Vejle
Jacob Madsen understreger, at Danfoss ikke har planer om at forlade Vejle. En række centrale funktioner er ikke omfattet af planerne. Samlet set beskæftiger Danfoss i dag i alt ca. 200 medarbejdere i Vejle. Heraf er ca. 40 medarbejdere direkte beskæftiget med produktion af elvarmeprodukter. Ifølge Jacob Madsen er det endnu for tidligt at sige noget om, hvor mange af dem, der vil blive berørt af planerne.

- Denne slags planer vil berøre dygtige og gode kolleger, og vi har nu en opgave i at se på, hvordan vi bedst muligt kan afbøde negative konsekvenser for de berørte. Vi vil gå i dialog med vores tillidsfolk om det, siger Jacob Madsen og fortsætter:

- På lang sigt tror vi på en fremtid for vores produkter, herunder elvarme i lavenergibyggerier samt løsninger til is og snesmeltning. Men det kræver desværre tilpasninger på den korte bane.

Læs også: Danfoss-datter flytter standardproduktion til Polen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094