Meew dropper børsnotering og bestyrelsen trækker sig
En børsnotering af et dansk selskab har de seneste år hørt til sjældenhederne. Derfor stod 16. marts til at blive en særlig dag, hvor it-selskabet Meew skulle gå på Spotlight-børsen i Stockholm.
Men onsdag eftermiddag ligger alle planerne i grus.
Ifølge erhvervsmediet Finans har selskabet udsendt en meddelelse om, at selskabets bestyrelse trækker sig, og at børsnoteringen er opgivet.
Det graverjournalistiske medie Frihedsbrevet og Finans udgav tirsdag historier om, hvordan Meew-stifter og administrerende direktør Armin Kavousi havde opdigtet en doktorgrad og en titel som hjerneforsker på sit cv.
Konkret handler det blandt andet om en master i neuroscience fra Aston University i Storbritannien.
Overfor Frihedsbrevet erkender Armin Kavousi.
- Jeg har sagt, at jeg har en master fra Aston University, og det er ikke korrekt, fortalte han Frihedsbrevet.
Det var ikke kun Kavousis cv, der ikke tålte at blive efterprøvet ifølge Frihedsbrevets artikel.
Selskabet har henvist til kunder, der imidlertid ikke kunne genkende selskabet.
Ifølge Børsen fremgik det også af prospektet til børsnoteringen, at revisionsfirmaet BDO havde revideret selskabets regnskabstal. Hvilket ikke var tilfældet.
Onsdag opfordrede Dansk Aktionærforening Meew til at droppe børsnoteringen. Det har selskabet så valgt onsdag eftermiddag.
- Siden vi hørte om Armin Kavousis misbrug af titler i går, har vi forsøgt at genetablere den nødvendige tillid blandt investorerne, men vi må indse, at det ikke har været muligt, siger bestyrelsesformand Sam Jalaei ifølge Finans i meddelelsen.
Han og de tre andre medlemmer af bestyrelsen trækker sig samtidig.
Kort forinden havde Meews nye direktør, Peter Funch, ellers fastholdt overfor Finans, at selskabet agtede at fortsætte med børsnoteringen.
Selskabet søgte at rejse 18,5 millioner kroner, og selskabet var værdiansat til 40,3 millioner kroner.
/ritzau/