23948sdkhjf

Wirtek giver hjælpepakke til rumænske ansatte

Det aalborgensiske IT-hus Wirtek, der hjælper virksomheder med at udvikle softwareløsninger og elektroniske produkter, skruer en smule ned for forventningerne til deres 2022-regnskab.

Årsagen til nedjusteringen er, at man har valgt at give en hjælpende hånd til virksomhedens rumænske ansatte.

"Nedjusteringen i EBITDA skyldes primært markante udgifter fra inflationspakker, som vi i Q4 implementerede for at støtte vores ansatte i Rumænien," lyder det i en børsmeddelelse fra Wirtek.

Ifølge nichemediet Itwatch skyldes beslutningen, at man har villet sikre sig sine ansattes velvære.

- Vores medarbejdere er vores vigtigste aktiv. Det er det, som har været bærende for vores beslutning, siger CEO Michael Aaen til mediet.

Mere præcist indebærer nedjusteringen, at Wirtek nu forventer et EBITDA-resultat på 7,1-7,5 millioner kroner, hvor man tidligere havde forventet et resultat på 8,6-9,6 millioner kroner.

Ikke desto mindre er både omsætning og EBITDA rekorder i virksomheden, lyder det i børsmeddelelsen.

Wirtek offentliggør det fulde 2022-regnskab om godt en måned.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078