Fynboer lander ordre på verdens største malerobot
Fynske Ventherm er specialiseret i konstruktion af maleanlæg til industriel overfladebehandling – og gerne meget store anlæg. Og stort bliver det: Fynboerne har startet det nye år ud med at offentliggøre, at norske Aker Solutions har lagt en ordre hos virksomheden på det, der bliver verdens største malerobot.
Det skriver Ventherm på LinkedIn.
Malerobotten skal male til off-shore vindmøller og skal installeres i norske Verdal i løbet af 2023.
Aker Solutions er leverandør af integrerede løsninger, produkter og tjenester til den globale energiindustri, og ved at tilbyde blandt andet "innovative digitale løsninger" er nordmændene med til at "accelerere overgangen til bæredygtig energiproduktion", som Ventherm selv formulerer det.
Netop den overgang er de glade for at tage del i, fortæller Ventherm.
- Ventherm A/S er stolte af at bidrage til den omstilling ved at levere et nyt overfladebehandlingsanlæg med specialfremstillet state of the art automatisering og digitalisering. Banebrydende innovation kræver knowhow, hårdt arbejde og et tæt samarbejde med kunden, lyder det på LinkedIn.
Ventherm oplyser yderligere, at man i samme ombæring også introducerer verdens første 10-aksede ABB malerrobot udviklet specifikt til dette projekt.