Køleproducent lander samarbejde med indisk gigant
Esbjerg-virksomheden Vestfrost har indgået et samarbejde med indiske Voltas Limitid, der er en del af Tata-konglomeratet, som har mere end 900.000 ansatte i 150 lande.
Voltas er storleverandør af air condition-anlæg til beboelse, men også af kommercielle køleanlæg.
Licensaftalen med Vestfrost drejer sig om udvikling og produktion af fryse- og opbevaringsudstyr til medicinalvarer og vacciner. Inderne skal stå for produktionen, mens Vestfrost skal levere teknologi og knowhow. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
- Indiens hurtigt voksende fokus på medicinal infrastruktur repræsenterer store muligheder for vores forretning. Potentialet for vækst på markedet er enormt spændende, og vi er stolte over at indgå partnerskab med Voltas og Tata Group om at levere verdensklasse-produkter til medicinalindustrien i Indien, siger Thomas Jørgensen, sales director hos Vestfrost Solutions.
- Dette er en logisk produktudvidelse for Voltas, og vi er begejstrede for at samarbejde med Vestfrost Solutions. Den stærke teknologi-overlegenhed hos Vestfrost kombineret med Voltas’ produktions- og distributionsevne vil hjælpe os til at tilbyde mange unikke og differentierede produkter på det indiske marked, siger Pradeep Bakshi, MD & CEO hos Voltas.