23948sdkhjf

Kinesisk opkøb af chipfabrik kræves tilbagerullet

Mens den tyske forbundsregering denne måned har blokeret for to kinesiske opkøb af halvlederproducenter i landet, kræver den britiske regering nu en tilbagerulning af et opkøb fra i fjor.

Det skriver Berlingske.

Der er tale om walisiske Newport Wafer Fab, der er Storbritanniens største chipfabrik, og som i juli 2021 blev købt af hollandske Nexperia, der er et datterselskab til det kinesiske børsnoterede Wingtech.

Nu kræver Storbritanniens regering, at Nexperia afhænder 86 pct. af aktierne i selskabet, for at ”mindske risikoen for den nationale sikkerhed”.

Ifølge Berlingske var der allerede forud for handlen bekymring fra de nationale sikkerhedsrådgivere, der imidlertid druknede i det regeringskaos, Storbritannien de seneste år har været ramt af.

Til BBC siger Toni Versluijs, som er direktør for Nexperias britiske aktiviteter, at virksomheden er oprigtigt chokeret over beslutningen, som man påtænker at appellere.

– Vi reddede et investeringsudsultet selskab fra kollaps. Vi har tilbagebetalt skatteydernes lån, sikret job, lønninger, bonusser og pensioner og aftalt at bruge mere end 80 millioner pund på udstyrsopgraderinger. Aftalen blev offentligt hilst velkommen af ​​den walisiske regering, siger Toni Versluijs.

I en pressemeddelelse fra Nexperias understreger virksomheden sin skuffelse og fortørnelse over beslutningen.

– Beslutningen er forkert – i mange henseender. Den er juridisk forkert, og er uforholdsmæssig i betragtning af de midler, Nexperia har foreslået. Det er forkert for medarbejderne i Nexperia Newport – hvilket skaber yderligere usikkerhed. Det er forkert for den britiske halvlederindustri - at tage en stærk spiller ud. Det er forkert for den britiske økonomi - underminerer dens halvlederindustri, da vi bragte ny produktion til Newport. Det er forkert for den britiske skatteyder - som nu kan stå over for en regning på over 100 millioner pund for følgerne af denne beslutning, siger Toni Versluijs her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074