23948sdkhjf

Ledigheden faldt igen i september

Der bliver fortsat færre, der står uden job på det danske arbejdsmarked, viser tal fra Danmarks Statistik

Der bliver fortsat færre ledige på det danske arbejdsmarked, viser tal fra Danmarks Statistik. I september faldt ledigheden med 1.800 personer til 74.500 personer.

Det er anden måned i træk, at der bliver færre ledige. I forsommeren voksede ledigheden en lille smule, da der ankom ukrainske flygtninge til Danmark.

De er dog enten hurtigt kommet i arbejde eller er vendt tilbage til Ukraine. Eksempelvis var der i september omkring 400 færre ledige ukrainere i Danmark.

Med det lille fald i september er det nu 2,5 procent af arbejdsstyrken, der ikke er i arbejde.

Det er et historisk set et meget lavt niveau. Den høje beskæftigelse og lave ledighed er ifølge økonomer et af dansk økonomis helt store lyspunkter lige nu.

Der er dog ifølge mange af de samme økonomer udsigt til, at inflationen og en nedgang i verdensøkonomien før eller siden vil betyde, at der bliver flere ledige i Danmark.

- Vi forventer, at tempoet på arbejdsmarkedet vil bremse kraftigt op. De imponerende tal for beskæftigelsen og ledigheden kommer kort sagt ikke til at fortsætte, skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en analyse.

- Vi ser også, at antallet af stillingsopslag er faldet syv måneder i træk, og det viser, at der ikke længere er lige så stor efterspørgsel på arbejdskraft som tidligere.

Ifølge Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, indeholder den nuværende kombination af meget hård kamp om arbejdskraften og tårnhøj inflation også farer for dansk økonomi.

- I virkeligheden er det slet ikke så skidt, at gassen går lidt af ballonen på arbejdsmarked. Vi må nemlig konstatere, at risikoen for en overophedning af økonomien er ganske reel, skriver han i en analyse.

- Kombinationen af så lav arbejdsløshed og så høj inflation giver grobund for nogle uholdbart store lønstigninger. Derfor er det ikke nogen katastrofe, hvis arbejdsmarkedet køler lidt ned.

- Vi er dog bekymrede for, at der bliver tale om mere end bare end nedkøling.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062