Nordjysk højttalervirksomhed med nyt underskud
Tidligere på måneden kunne vi fortælle om lyd-virksomheden Dantax' skuffende 2021/2022-regnskab, hvor 22 bundlinjemillioner blev vekslet til et tab på 1,1 millioner kroner efter skat.
Den negative udvikling ser ud til at fortsætte i det nye regnskabsår, hvor Pandrup-virksomheden i første kvartal gik fra et overskud på 0,3 millioner kroner i fjor til et underskud på 3,1 millioner kroner i år. Det fremgår af en børsmeddelelse.
I kvartalsregnskabet fremgår det ikke, hvorfor resultatet i denne periode er ringere end sidste år.
De oplyser desuden, at "en del af selskabets overskydende likviditet er investeret i børsnoterede aktier". Investeringen har været kostbar, idet den i kvartalet har givet et afkast på -4,1 millioner kroner før skat.
I forbindelse med sidste års regnskab var det ikke muligt at få en kommentar fra CEO Peter Bøgh Jensen. Electronic Supply forsøger fortsat at få en kommentar fra direktøren om både seneste årsrapport og starten på det nye regnskabsår.