23948sdkhjf

Virksomhedernes udgifter falder for første gang i syv måneder

Et fald i omkostningerne til danske virksomheder giver håb om, at inflationen har toppet, siger cheføkonom

I år er det blevet markant dyrere at drive virksomhed herhjemme, men der er håb forude.

Det mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.

Sammenlignet med måneden forinden kostede det i september danske producenter 1,9 procent mindre at købe eksempelvis råvarer, der bruges til produktionen. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

- Producentpriserne falder for første gang i mere end et halvt år, og det falder med det kraftigste i mere end to år, siger han i en skriftlig kommentar.

- Det giver lidt håb forude om, at inflationen topper inden for den nære fremtid.

I september var forbrugerpriserne - eller inflationen - 10 procent højere end i samme måned i 2021. Det viste en opgørelse fra Danmarks Statistik for en uge siden.

Det var den højeste årsstigning i forbrugerprisindekset siden november 1982. Her var stigningen 10,1 procent, skrev statistikbanken.

Sammenligner man i stedet med samme måned sidste år, så blegner det månedlige fald for producenterne dog. Her er der nemlig tale om en stigning på 28,5 procent for at producere.

- Det fortæller en meget klar historie om, at det er blevet mærkbart dyrere at drive virksomhed.

- Det er også noget, som de danske forbrugere mærker, da en del af de højere omkostninger skubbes videre til dem, lyder det fra cheføkonomen.

Ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri (DI), skyldes de lavere priser, at vi har kurs mod en generel opbremsning i verdensøkonomien.

- Og det har sendt mange råvarer ned i pris over de seneste måneder, lyder det i en skriftlig kommentar.

- Lavere priser på råvarer som eksempelvis stål, aluminium, kobber, træ, olie og hvede vil dæmpe stigningen i producentpriserne. Det betyder, at vi langsomt vil se inflationen aftage, siger han og kalder faldet "en glædelig nyhed".

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079