23948sdkhjf

Midtjysk virksomhed efteruddanner i stedet for at fyre

Øst for Silkeborg i byen Gjern ligger virksomheden Belden Cekan, der producerer netværksstik, og her har de gennem de seneste par år fundet en metode, der kan afhjælpe nogle af udfordringer med kvalificeret arbejdskraft, som mange produktionsvirksomheder skriger på.

De har nemlig efteruddannet flere af deres medarbejdere på industrioperatøruddannelse på Mercantec i Viborg.

Hos Belden Cekan fortæller administrerende direktør Frank Andersen, at efteruddannelsen kommer både medarbejdere og virksomhed til gode.

- De har generelt fået en mere allround-forståelse af, hvordan en industrivirksomhed fungerer, siger Frank Andersen til Electronic Supply.

Han understreger også, at de indtil for nyligt ufaglærte medarbejdere også førhen kunne passe deres job tilstrækkeligt, men at de altså med uddannelsen i baghånden har lagt kompetencer ovenpå.

- Det har ikke handlet om, at de ikke kunne passe deres primære job, for det kan de sagtens. Men nu kan de byde mere ind og er bedre klædt på, når der kommer nye arbejdsgange og tiltag i produktionen. Og så er de gode forbilleder for dem, der ikke har taget efteruddannelse, siger Frank Andersen.

Dygtigere medarbejdere

Det er fire af virksomhedens cirka 40 ansatte, der har været på videreuddannelse. I praksis har uddannelsen foregået på Mercantec i Viborg, hvor de ansatte to og to skiftevis har arbejdet en uge i produktionen i Gjern og haft en uge i skole.

Teknisk set har de ansatte under efteruddannelse således været i praktik, når de har været tilbage på fabrikken.

I dagligdagen gør det i det fleste tilfælde måske ikke den store forskel, når der for flere af de ansattes vedkommende er tale om erfarne produktionsmedarbejdere. Alligevel mener Frank Andersen, at der er stor værdi i at opkvalificere medarbejderne.

- Vi får i bund og grund dygtigere medarbejdere. For eksempel er der på aftenholdet ikke mange til at hjælpe, hvis en maskine går i stå. Der har de fået en større forståelse for maskinerne, og sammenholdt med deres erfaring er det lykkedes af få maskiner i gang igen, selvom de var stoppet, siger Frank Andersen.

- Så behøver man ikke give fortabt, og det giver i sidste ende højere effektivitet, lyder det videre.

Ordrenedgang betyder opkvalificering

Frank Andersen fortæller, at de i øjeblikket oplever en ordrenedgang.

Det er selvsagt ikke fantastisk, men imens der er mindre at se til, udnytter Frank Andersen og Belden Cekan tiden. De vil nemlig gerne opkvalificere flere af deres medarbejdere. Det bliver ikke nødvendigvis som industrioperatører men i stedet gennem kurser. 

- Lige nu oplever vi desværre nedgang i produktionen. Men i stedet for at fyre eller sende folk på arbejdsfordeling, så sender vi dem til videreuddannelse, siger Frank Andersen og uddyber, at der er tale om lean-kurser, altså kurser i optimering og effektivisering.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094