Gigant hælder milliarder i dansk kvantecomputerforskning
Danmarks første fuldt funktionelle kvantecomputer skal se dagens lys i 2034.
Sådan lyder målsætningen i et ambitiøst kvanteprogram, som nu indledes i samarbejde mellem Københavns Universitet og Novo Nordisk Fonden.
Kvantecomputeren skal hjælpe med udviklingen af ny medicin og give nye indsigter i klimaforandringer og den grønne omstilling, som det ikke er muligt at få med klassiske computere i dag.
Projektet bliver til virkelighed med en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på knap 1,5 milliarder kroner, og med den økonomiske støtte bag sig skal forskere på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet arbejde målrettet mod at gøre det, som techgiganter og stormagter verden over ikke er lykkedes med endnu: at bygge en fuldt funktionel kvantecomputer.
- Udfordringen ved at udvikle en brugbar kvantecomputer er enorm, og minder på nogle måder om udfordringen ved månelandingsprogrammet i 60’erne. Men vi er ambitiøse og satser på, at vi i slutningen af dette program har en kvantecomputer, som kan løse komplekse problemer, som klassiske computere ikke kan, siger Peter Krogstrup Jeppesen fra Niels Bohr Instituttet på KU, som er manden i spidsen for kvantecomputerprojektet.
Programmet kommer til at løbe over en periode på 12 år, og det vil blive udfoldet i samarbejde med partnere fra industrier og universiteter i blandt andet Canada, Holland og USA.
- Med denne langsigtede bevilling ønsker vi at gøre Danmark til verdensførende inden for kvanteforskning, der er et område med kolossalt potentiale, og som kan revolutionere computerverdenen. Vi ønsker at skabe, modne og udvikle teknologi, der kan løse store og aktuelle udfordringer inden for blandt andet sundhed og bæredygtighed, lyder det fra CEO i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen.
Langsigtet projekt
I løbet af de første syv år vil forskerne og ingeniørerne udvikle materialer og hardware til kvantecomputeren. Forskerne skal som en start etablere kapaciteterne til at sideløbende udvikle tre af de mest lovende kvanteteknologiplatforme. Det vil skabe et forsknings- og udviklingsmiljø, som vil have den bedste mulighed for at bestemme, hvilken eller hvilke dele af forskellige platforme der er mest egnede at bygge videre på.
På det område adskiller det danske projekt sig markant i forhold til de andre store kvanteprojekter i verden, som professor Peter Krogstrup Jeppesen kender til. Det er en af grundene til, han betegner projektet som et af de mest ambitiøse nogensinde.
- De andre store initiativer i verden har allerede valgt deres platform, som de prøver at gøre så god som mulig. Men vi forudser, at mange af dem løber ind i en blindgyde på et tidspunkt, hvor der vil være fundamentale begrænsninger enten i kvaliteten af kvantebits eller i forhold at skalere op. Vi vil bruge syv år på at finde den platform, der giver den største mulighed for at bygge en brugbar kvantecomputer. Vi skal have is i maven for at lykkes med projektet, siger Peter Krogstrup Jeppesen.
De sidste fem år af projektet vil gå med at skalere den valgte platform op til en størrelse, så den bliver brugbar for forskere både på universiteterne og i industrien, samt at anvende den til at løse relevante problemer inden for life science-området.
Fakta om kvanteprogrammet
- Novo Nordisk Foundation Quantum Computing Programme er et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, som løber de næste 12 år.
- Programmets mission er at udvikle og bygge kvantehardware og algoritmer til en kvantecomputer, som kan løse væsentlige problemer inden for life science.
- Programmet forventer at involvere et stort internationalt økosystem af verdens førende universiteter og industrier, bl.a forskere fra Massachusetts Institute of Technology (USA), Delft University of Technology (Holland), Danmarks Tekniske Universitet, Aarhus Universitet og University of Toronto (Canada).
- De første syv år skal programmet fokusere på at udvikle materialer og hardware til at bygge kvantebits. Samtidig bliver forskellige kvanteplatforme udforsket, og den bedst egnede kvanteplatform findes. Parallelt hermed vil der være samarbejde med forskere fra life science-området, som vil guide udviklingen af teknologien.
- De sidste fem år skal teknologien skaleres op, så man til slut har en kvantecomputer, der kan løse relevante problemer inden for life science-området, som vores computere i dag ikke kan.
Kilde: KU